To undervisere fra Det Blå Gymnasium og EUD & EUX indstillet til en pris

Erling Junker. Pressefoto
Erling Junker. Pressefoto
7. april 2022 Uddannelse Skrevet af: Ole Kæhler

To undervisere fra henholdsvis Det Blå Gymnasium og EUD & EUX Business er indstillet til Politikens Undervisningspris 2022 – en pris der uddeles hvert år. Formålet med prisen er at sætte fokus på de gode undervisere og for at hylde dem, der udfordrer og griber elever, engagerer dem og viser dem nye perspektiver. Det er eleverne, der kan indstille deres undervisere, skriver skolen til SønderborgNYT.

På EUD & EUX Business er Tina Møldrup Pedersen, der underviser i dansk og design, indstillet til prisen af 5 af hendes elever. De skriver blandt andet dette i indstillingen: Tina Møldrup Pedersen skal modtage Politikens Undervisningspris fordi hun er rolig, bestemt, humoristisk, sød og ikke mindst en rigtig dygtig underviser. Hun kan få ro i klassen, og samtidig er hun meget forstående, og giver sig god tid til at snakke med elever, der har problemer.

Artiklen fortsætter under annoncen

Eleven Hjørdis Schlaikjer skriver bl.a. dette om Tina Møldrup Pedersens undervisning:

”Alt feedback på opgaver gives mundtligt, hvor hun gennemgår alt det gode og mindre gode – så man ved, hvad man har gjort godt, og hvad man kan arbejde videre med. Hun giver sig tid til at snakke med elever, der måtte have en udfordring – fordi hun netop ser hele eleven. Dette gør, at alle elever altid føler sig hørt, set og inkluderet. Tina kæmper for at eleverne har et godt undervisningsmiljø”.

Artiklen fortsætter under annoncen

På Det Blå Gymnasium er Erling Junker, der underviser i matematik, indstillet til prisen. En af eleverne skriver bl.a. i sin indstilling: ”Erling Junker skal vinde prisen, fordi han er en meget klog og omsorgsfuld lærer. Man lærer meget af ham, og så har han respekt for eleverne. Han er meget nede på jorden, og så sætter han sig i perspektiv med eleverne”.

Og en anden skriver blandt andet:

”Erling Junker er den mest tålmodige, eftertænksomme, rolige og respektfulde lærer, som altid vil os det bedste. Han tager sig tid til hver og en, og man er aldrig bange for at komme til ham, det kan også gælde personlige udfordringer”.

Artiklen fortsætter under annoncen

Eleven Sasia Heide kommer med et eksempel fra Erling Junkers undervisning:

”Når han skal forklare om et nyt emne, er han meget nem at forstå. Jeg havde et problem omkring et emne, som jeg fik forklaret, og på 10 minutter forstod jeg, hvordan man løste opgaven. Normalt ville en hver anden lærer, være sværere at forstå, men Erling Junker er noget for sig selv. Man lærer ret hurtigt, hvordan tingene skal være ved ham, og han venter, hvis man er bagud i en opgave”.

Prisen uddeles tirsdag 17. maj ved en fest i Politikens Hus.