En otte-årig dreng er søndag eftermiddag kommet alvorligt til skade ved en trafikulykke på omfartsvejen i Sønderborg. Politiet kender endnu ikke de nærmere detaljer ved ulykken, hvor to biler stødte sammen ved Nørremark.
– Den ene bil rammer den anden ved bagsædet, hvor drengen sad, fortæller vagtchefen ved Syd- og Sønderjyllands Politi.
Ved sammenstødet blev drengen fastklemt i bilen.
– Han er på vej til sygehuset i Flensborg med helikopter, siger vagtchefen, der ikke kender nærmere til drengens tilstand.
Ingen andre er kommet noget til i forbindelse med ulykken.
Omfartsvejen blev spærret mellem Nørremark og Vestermark.
– Og det vil den være i et par timer endnu, siger vagtchefen til Ritzau kort før klokken 17.