Trafikken skal igen køre som før alle omlægningerne

Arkivfoto

Arkivfoto

20. december 2013 112 Skrevet af: Ole Kæhler

Godt en uge inde i det nye år kan trafikken igen køre i begge retninger på Kongevej og Rosengade i Sønderborg.  I Slotsgade vendes trafikken, så ensretningen – som før – går mod Humletorvet.

Kommunen annullerer nemlig de midlertidige trafikændringer, som blev indført for at give trafikanterne i midtbyen i Sønderborg de bedst mulige betingelser i forbindelse med åbningen af det nye indkøbscenter Borgen. Formålet var at give trafikanterne en oplevelse af, at det er let at komme ind i Sønderborgs midtby og let at komme ud af byen igen.

Artiklen fortsætter under annoncen

– Vi vurderer, at vi nu kan ophæve de begrænsninger, som var med til at sikre en god trafikafvikling, oplyser afdelingsleder Ejlif Steen Petrat-Laursen, Sønderborg Kommune.

– Forvaltningen har nu fået erfaringsmateriale fra ensretningerne, og har gennemført trafiktællinger, som kan bruges i forbindelse med det kommende arbejde med en permanent plan for trafikafviklingen i Sønderborg By, siger Frode Sørensen, kommende formand for teknik- og miljøudvalget.