Tre generationer på Midtals Friskole

26. januar 2021 Augustenborg Skrevet af: Redaktion

På østkysten af Als, mellem Fynshav og Elstrup og lige i udkanten af Nørreskoven, ligger landsbyen Helved. Der har været landsbyskole i Helved siden 1762.

For 42 år siden, i 1979, blev Midtals skole oprettet af en gruppe lokale forældre og i 1981 flyttede friskolen ind i den gamle skolebygning i Helved med 25 børn og 3 lærere. Siden har skolen slået rødder i både lokalsamfund og de Grundtvig-Koldske værdier og huser i dag 60 elever fordelt på 0.-8. klasse.

I 2021 får Midtals Friskole en verdensmålscertificering og er dermed klar til næste kapitel i en lang historie om tidernes skiften, børneskolens værdier og bæredygtige fremtidsvisioner.

Artiklen fortsætter under annoncen

Der er én familie der har haft tilknytning til skolen i Helved i fem generationer og her kommer de tre af generationernes fortællinger om den skole de kender så godt, skriver Midtals Friskole til SønderborgNYT.

Jørgen H. Bonde på 66 år, tidligere elev på Helved Gl. Skole. Han er far til tidligere elev, Marie-Louise Risgaard, som er 47 år og blandt initiativtagerne til Midtals Friskole sammen med sin hustru, Hanne Risgaard. Han er morfar til Albert  på 10, Mille på 13 og Bertram på 16 år og de tre er elever fra Midtals Friskole.

Artiklen fortsætter under annoncen

Helved Gl. Skole – tiden før Midtals Friskole

Jørgen H Bonde fortæller:

Min farmor og far og jeg har alle gået på Helved Gl. Skole. Vi har alle siddet i den samme skolestue, ved en lille hård træpult og skrevet med griffel på en tavle.

Når det skulle være fint, skulle vi skrive skråskrift med pen og blæk. Vi havde kun en lille skolegård, hvor vi kunne hinke, lege tag-fat eller sjippe.

Det var strengt forbudt at gå om på ”den anden side af huset”, for der var lærerens private have. Skolen gik kun til 5. klasse og var delt op så de store – 4.-5. klasse – gik i skole om formiddagen og de små  – 1., 2. og 3. klasse om eftermiddagen.

Artiklen fortsætter under annoncen

Jeg har aldrig syntes, det var specielt interessant at gå i skole. Det handlede om at lære ting udenad – ikke om at tænke selv, være initiativrig eller handlekraftig – eller om at være barn, for den sags skyld.

Så da vores datter, Marie-Louise, skulle begynde i skole, var vi klar på at være med til at starte den første Grundtvig-Koldske friskole på Als.

Vores skole skulle bygge på frisind, en nær skole-hjem kontakt og højst have 60-70 elever.

Vi besluttede også, at skolen skulle være en ren børneskole, uden eksamenspensum hængende over dagligdagen og dermed kun gå fra 0.-8. klasse, hvor 9. klasse skulle foregå på en efterskole eller i folkeskolen.

Artiklen fortsætter under annoncen

Vi ville have ‘livsduelige skolebørn’. Med livsduelig mente vi, at børnene kan finde ud af tingene selv og ikke bare lire noget af de har læst i en bog. Børnene blev trænet i at opsøge, undersøge og stille spørgsmål – og lige netop det er en disciplin, hvor alle kan være med.

Som forældre så vi til, mens vores børn sugede viden til sig og aldrig for alvor mistede glæden ved at lære nyt.

Midtals Friskole – de første årgange

Marie-Louise Riisgaard fortæller:

Artiklen fortsætter under annoncen

Min skoletid på Midtals Friskole står for mig som en tid med masser af læring, både fagligt og kreativt, evigt udkig i naturen efter forårstegn og rekorder, masser af udfordringer  – tydeligst står for mig da vi vaskede nyklippet uld en hel dag og endte med at være smurt ind i lanolin og lugte af gammel lammesteg og da vi skrællede 75 kg æbler til æblemos – teater, meget lange danskstile, forrygende frikvarter og hårde cykelture på helt fantastiske lejrskoler.

Men en livslang lyst til at lære er noget af det jeg først, som voksen, er blevet opmærksom på er en helt naturlig del af den bagage jeg blev sendt af sted med fra Midtals Friskole. En livslang nysgerrighed – et liv fyldt med hvorfor og hvordan.

Noget andet, jeg altid har sat stor pris på ved Midtals Friskole, det er, at man slipper for at blive til ‘et tal’, før man er klar til det. Vi forlader skolen velvidende, at der er fag vi er bedre til end andre og at det er helt okay. Vi forlader skolen med troen på, at selv om vi ikke brillerer hele vejen rundt, så skal vi nok klare os. For vi tager af sted med livsmod og som helstøbte mennesker med al den mangfoldighed det nu engang indebærer.

Skolen har nogle værdier og en undervisningsmetode, der er svær at beskrive med præcise og målbare begreber. Som forældre stoler vi på at vores børn står mål med folkeskolen, når de kommer ud af 8. klasse. Vejen derhen er snørklet, men ser vi på de børn der har forladt skolen og deres videre karrierer, så bliver man bekræftet i at det er den rigtige måde at starte voksenlivet på.

Nutidens børn

På Midtals Friskole har vi mange traditioner. Vi synger morgensang hver dag, er på lejrskole hvert år, vi har motionsløb, sensommermarked, græskarfest, adventskransebinding, forårstegn, naturrekorder, fastelavn, gækkebreve, påskeløb, sidste skoledag og sommerfest.

Vi holder tværfaglig emneuge, har valgfag og projektfag, hver fredag er emnefredag for hele skolen og der er fortælling på skemaet indtil 7. klasse. Vi ligger lige midt i naturen og skoven og stranden er også vores undervisningslokale.

Vi har de 17 verdensmål hængende i gymnastiksalen.

Det gør de fordi vores skole snart får en verdensmålscertificering og fordi FNs 17 verdensmål er en vigtig del af vores undervisning.

Albert fortæller:

De sjoveste timer er gymnastik og dansk. Det mest spændende er fortælling. Det bedste er matematik. I p-fag lærer man at bruge hænderne og hvis det er flot når man er færdig, så er det så dejligt. Jeg kan også godt lide at mødes til morgensang hver morgen.

Nogle gange skal vi optræde eller vise ting frem. Det er ikke pinligt. Eller nogle gange er det selvfølgelig, men de andre klapper altid alligevel og så får man ikke sceneskræk. Der er rigtig meget plads at lege på og jeg kan også godt lide at have timer i skoven og ved Fyrtårnet.

Lige nu har vi onlineundervisning og det er rigtig sjovt. Vi har mange timer og selv om vi ikke ses rigtigt, så leger vi stadig sammen i frikvartererne. Vores lærere er hele tiden til at få fat på, når vi har opgaver der skal løses. Så skriver man bare i chatten.

Mille fortæller:

Når man er ord- og talblind, så er det godt at gå på en skole, hvor der er tid til at tage sig af alle elever. Jeg får for eksempel en helt anden undervisning i matematik end de andre, men det er fordi jeg har nogle andre behov.

I timerne har jeg min egen computer med CD-ord og jeg indtaler alle mine dansk og engelskopgaver på ipad’en. Det er også godt at gå på en skole, hvor der er mange kreative fag. På den måde lærer jeg at lave en masse med mine hænder som jeg også kan bruge når jeg skal på efterskole.

Jeg er glad for, der ikke er karakterer, fordi jeg tror, jeg ville blive helt stresset over, at skulle have en god karakter hver gang.

Det er rigtig hyggeligt med en lille skole, fordi man lærer alle at kende meget bedre. Der er ikke nogen der er helt fremmede, fordi vi har familiegrupperne og det er en rigtig dejlig ting.

Det giver tryghed og gør at det er nemmere for de små at få hjælp, når de også kender de store. De samlæste klasser er også rigtig fede.

Det giver bedre venskaber, fordi man har forskellige grupper hvert år. Forårstegn og gækkebreve er bare det bedste. Mit yndlingslokale er musik, fordi der hænger bøger i loftet og vi har noder på vinduerne.

Bertram fortæller:

Jeg gik ud af Midtals Friskole i 2019. Så havde jeg et fantastisk år på Adventure Efterskolen i Skelde og går nu på Alssund Gymnasiet i Sønderborg. Det krævede omstilling at komme fra en friskole uden karakterer og prøver, til efterskolen.

Jeg vidste jo ikke noget om, hvor jeg lå, men jeg fandt ud af, at det mine lærere havde sagt til mig og mine forældre, om, hvordan det gik for mig i skolen, var rigtigt nok.

Og jeg har fundet ud af, at selv om karakterer er vigtige, så er det vigtigste ikke at gå op i karaktererne. Det vigtigste er at synes det er sjovt at lære og være en god klassekammerat.

Udover alle de fede traditioner, sommerbadning, lejrturene, legepladsen, emneugerne, så var det bedste ved skoletiden på Midtals nok at lærerne havde tid til os. Udviklingen af den enkelte elev var baseret på det man manglede.

Både der hvor man var rigtig god eller rigtig dårlig.

Uddrag af brevet fra Kongen, 1762

”Thi giver vi dog hermed tilkende at vi i anledning af allerunderdanigst gjort ansøgning og begæring, allernådigst haver bevilliget at kirkesessionen på Alsøe må udsøge og udvise en bekvem plads til et skolehuses opbyggelse på bemeldte Hellewit byens grund. Derefter de dog allerunderdanigst haver at rette og herpå den fornødne anstalt at lade bygge – befalende dig Gud”.