Foråret varsler ændringer, men noget er også som det plejer. Det gælder i hvert fald for tyve og svindlere der lige nu fylder en del i politiets døgnrapport.
Onsdag aften kom en dame trækkende med sin cykel i midtbyen i Sønderborg. Bagfra kom en høj fyr i mørkt tøj løbende og han snuppede hendes taske der lå i cykelkurven.
– Det er jo bare det seneste eksempel i en lang række af snyd, tyveri og svindelsager. Der er lige nu masser af plat og svindel hvor uærlige individer prøver at snyde velmenende borgere, siger Jan Stokholm fra Syd- og Sønderjyllands politi.
Meldingen er den samme fra hele Syd- og Sønderjyllands Politi´s område.
Der advares lige nu specielt imod svindlere ved den sønderjyske motorvej. Her bliver der tigget om penge til benzin og tiggerne bytter meget gerne med gule ringe.