Udvalgsformænd tror på højvande-problemer i Sønder Havnegade kan løses

3. februar 2022 Samfund Skrevet af: Ole Kæhler

Frem mod 2100 forventes vandstanden at stige med op mod en meter og det rammer området omkring Nørre- og Sønder Havnegade, som fremover vil opleve mere vand i gaderne og lige nu, er der ingen aktuelle planer for at højvandssikre området.

Onsdag behandlede Klima-, Natur- og Miljø-udvalget en handleplan, der blandt andet skal se på, hvordan Sønderborg Kommune fremover håndterer den højere vandstand og udvalgsformanden, Asger Romme Andersen, føler sig ret sikker på, at der kan gøres noget, som sikrer Sønder Havnegade mod oversvømmelser.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Det er en kompleks opgave, men jeg mener, der må kunne laves en højvandsmur og sættes ind med pumpesystemer”, siger Asger Romme Andersen til SønderborgNYT. Han er ikke i tvivl om, der skal gøres noget, hvis folk skal kunne blive ved med at bo og have forretning i stueetagen på Sønder Havnegade.

“Men det er mennesker med uddannelser, som giver dem indsigt i den slags, der skal komme med løsningerne”, siger han og henviser til, at der på Fiskenæsvej i Gråsten er en højvandsmur, som beskytter vejen, når vandet stiger.

Artiklen fortsætter under annoncen

“En del af tilpasningen til de stigende vandstande er også et effektivt beredskab – og i søndags viste Brand og Redning, at det har vi”, siger Asger Romme Andersen, som bakkes op af næstformand Daniel Staugaard, der fortæller, at udvalget netop har kigget på en såkaldt klimatilpasningsplan, der nu sendes i høring.

“Når det handler om Sønder Havnegade, så skal der findes gode løsninger”, siger Daniel Staugaard til SønderborgNYT. Han fortæller, at der sagtens kan sættes en højvandsmur op langs havnekajen.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Men så kommer vandet bare på land ved enderne af muren og så er vi lige vidt”, siger han og tilføjer, at skal der investeres mange penge i en løsning, så skal den være pengene værd.

Det er forvaltningen der er kommet med et forslag til ‘Handleplan for Klimatilpasning 2022’. I handleplanen er der beskrevet indsatser, som skal sikre by og land mod forventede klimabetingede ændringer i nedbørsmængde og stigende vandstand.