Igennem de seneste to år har projektet Autosyd givet 50 sønderjyske virksomheder ny viden om mulighederne for at styrke automatiseringen af deres produktion.
Bag projektet står et stærkt team af kompetente personer fra Syddansk Universitet i Sønderborg, EUC Syd Sønderborg, fire sønderjyske automatiseringsvirksomheder; Alsmatik, Automatic Syd, Hannemann Engineering og Pehama Productions samt UdviklingsRåd Sønderjylland.
”Der er flere end 50 syd- og sønderjyske virksomheder, som har fået tilført indsigt i udfordringerne og mulighederne for nye automatiseringsløsninger”, siger Arne Bilberg, Syddansk Universitet i Sønderborg.
”Samtidig har virksomhederne fået ny viden om fordelene ved at arbejde med Lean begreberne før der sker en egentlig automatisering”, siger Gustav Nebel, UdviklingsRåd Sønderjylland.
”Det skal være enkle løsninger der giver størst mulig effekt for virksomhederne”.
Tirsdag kl. 13.00 på Alsion i Sønderborg, vil parterne bag projektet fortælle om resultater og erfaringer fra projekt Autosyd.
Kom og hør Alsmatik præsentere et eksempel på hvordan man kan palletere i udfordrende miljøer, f.eks. frosthuse. Automatic Syd vil demonstrere IT løsninger til monitorering og styring af produktionsanlæg på en enkel og prisbillig måde baseret på en fleksibel platform.
Hannemann Engineering præsenterer et eksempel på en løsning til et fleksibelt fødemagasin til f.eks. CNC maskiner samt hvordan der kan arbejdes med modulære rullebaner i produktionen.
Sluttelig præsenterer Pehama en modulær fleksibel montagecelle, hvor der har været fokus på enkle fødemekanismer og et samspil mellem robot og medarbejdere.
Yderligere information på www.soenderjylland.dk og tilmelding kan ske til [email protected].