Der bliver tryk på både kreativitet og konkurrence ånd, når 49 elevhold rykker ind med deres egne virksomheder og idéer. Standene fyldes med prototyper, pitches og nervøse præsentationer, og dommerne går tæt på de unges forretningsplaner, når Det Blå Gymnasium danner rammen om Sønderjysk Mesterskab i ‘Company Programme’.
Hele 49 hold fra Haderslev, Aabenraa, Tønder og Sønderborg deltager, og det gør mesterskabet til det største i regionen.
Fra Det Blå Gymnasium stiller 11 hold fra 2.g på studieretningen Innovation op, og i disse uger arbejder eleverne intenst på at finpudse både produkter og præsentationer.
Company Programme er et entreprenørskabsforløb for ungdomsuddannelser, hvor eleverne udvikler egne idéer og fører dem ud i livet som virksomheder eller sociale projekter. Under konkurrencen bliver holdene bedømt i standinterview, lukket dommerinterview, scenepræsentation og en skriftlig rapport.
Vinderen modtager 3.000 kroner, mens anden- og tredjepladsen får henholdsvis 2.000 og 1.000 kroner. Ni hold går videre til Regionsmesterskabet.
“Det er en kæmpe oplevelse for eleverne at stå med deres egne idéer og præsentere dem for rigtige erhvervsfolk. De får både faglighed, selvtillid og virkelighedsnær erfaring med i rygsækken – og det er præcis dét, Company Programme kan”, siger innovationskoordinator Malene Lunden Hansen fra Det Blå Gymnasium.
Dommerpanelet består af 29 erhvervsfolk fra lokalområdet, heriblandt Søren Krog Nielsen fra Consortio IT, Mads Jacobsen fra J&CO og Rikke Holdgaard fra SwipBox International A/S, som har sagt ja til at bruge dagen på at vurdere idéer og potentiale.
Sønderjysk Mesterskab i Company Programme finder sted tirsdag den 24. februar 2026 i på Det Blå Gymnasium i Sønderborg. Dagen afsluttes med kåring af vinderne, og interesserede kan følge med i konkurrencen og opleve de unges præsentationer på stedet klokken 13:15.

















