Unge kan prøve at studere på EASV i tre dage

3. september 2018 Uddannelse Skrevet af: Ole Kæhler

Det plejer at være de studerende, der går til prøver på Erhvervsakademi Sydvest, EASV, men i uge 43 er det lige omvendt. Der har unge, der overvejer en videregående uddannelse, mulighed for at sætte EASV på prøve i tre dage og se, om en to-årig uddannelse på akademiet i Esbjerg eller Sønderborg er noget for dem.

“Det er en rigtig god mulighed for de unge for at teste, hvad det vil sige at gå på en videregående uddannelse. De tre dages studiepraktik giver et indblik i hverdagen på et erhvervsakademi og en god fornemmelse af indholdet på den uddannelse, man måske overvejer at søge ind på”, siger rektor Henrik Larsen og tilføjer, at det også er muligt at komme i studiepraktik, hvis man har en erhvervsfaglig baggrund.

Artiklen fortsætter under annoncen

Danmarks mest tilfredse studerende

Henrik Larsen har også salgstalen klar til de studerende, der overvejer studiepraktik på netop EASV:

“Vi har de seneste syv år i træk haft Danmarks mest tilfredse studerende ifølge en national undersøgelse, og vi glæder os til at vise kommende studerende, hvad det er, vi kan. Vores motto “Tættere på” betyder for eksempel, at vi gør meget ud af at have så små hold som muligt, så de studerende kan få mest muligt ud af både hinanden og af underviserne”, siger han i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter under annoncen

Tættere på erhvervslivet og hurtigt i job

Og de studerende på EASV er ikke kun tæt på underviserne. De er også tættere på erhvervslivet, og på et job efter uddannelsen, end tilfældet er på mange andre, og længere, videregående uddannelser.

“Vores videregående uddannelser tager typisk to år. Derefter kan man vælge at læse videre, men man kan også vælge at gå direkte ud på arbejdsmarkedet, og der er rigtig stor efterspørgsel på vores studerende ude i virksomhederne. Det skyldes dels, at vi hele tiden justerer vores udbud af uddannelser efter, hvilke medarbejdere virksomhederne har brug for, dels at de studerende er tæt på virksomhederne i løbet af deres uddannelse. De arbejder med cases fra virksomhederne, og de er også både på virksomhedsbesøg og i virksomhedspraktik i løbet af uddannelsen”, siger Henrik Larsen.

Artiklen fortsætter under annoncen

 Nu er det tid til at søge

Studiepraktikken foregår i uge 43, men det er allerede nu, de unge skal søge praktik på den uddannelse, de gerne vil prøve af. Ansøgningen skal udfyldes på studiepraktik.nu, og ansøgningsperioden løber fra den 5. september kl. 8 til 11. september kl. 23.59.

De unge har mulighed for at ansøge om praktikplads på op til otte uddannelser i prioriteret rækkefølge.

“Vi gør selvfølgelig alt, hvad vi kan for, at de unge får mulighed for at prøve den uddannelse, de allerhelst vil. Men det er vigtigt, at man overvejer mere end én uddannelse, hvis der er for mange ansøgere. Og uanset hvilken uddannelse, man får prøvet af, får man under alle omstændigheder en god fornemmelse af både det at læse på en videregående uddannelse og så selvfølgelig at være studerende på Danmarks bedste erhvervsakademi,” siger rektor Henrik Larsen.

Artiklen fortsætter under annoncen

Hvis man har spørgsmål til studiepraktik på EASV kan man kontakte Pia Laura Larsen i Esbjerg på [email protected] og 4177 5774 samt Jesper Mølgaard Axelsen i Sønderborg på [email protected] og 4177 5706.