Valgundersøgelsen af kommunalvalget 2025, som er udarbejdet af elever fra Sønderborg Statsskole, og som SønderborgNYT præsenterede i søndags, viser et muligt nyt politisk landskab, når sønderborgenserne har stemt til november.
SønderborgNYT har rakt ud til de politiske partier – både dem, der er i byrådet i dag, og dem, der gerne vil ind – for at få en kommentar til valgundersøgelsens resultater og den efterfølgende analyse. Her er, hvad vi har modtaget fra Stephan Kleinschmidt, politisk ordfører for Slesvigsk Parti og første viceborgmester for Sønderborg Kommune:
En ny valgundersøgelse fra Statsskolen peger på betydelige forskydninger i det kommunalpolitiske landskab.
Ifølge analysen går byrådets tre største partier samlet set tilbage. Socialdemokratiet og Venstre står til et samlet tab på 24,5 % af stemmerne, mens Slesvigsk Parti spås at få 5,8 % af stemmerne.
For Slesvigsk Parti indikerer undersøgelsens resultater, at der stadig er mange stemmer i spil. Flere markante kandidater genopstiller ikke, og da Ellen Trane Nørby ikke længere er spidskandidat, frigives yderligere flere tusinde stemmer. Gruppeformand Kirsten Bachmann ser det som et positivt udgangspunkt for den kommende valgkamp.
”Vores sønderjyske profil står stærkt. Vi er klar til at appellere til den enorme vælgerbevægelse, der ser ud til at forme sig. Mange vil først senere i valgkampen beslutte, hvor de sætter deres kryds, og vi vil være til stede for at overbevise dem om, at Slesvigsk Parti er det rette valg”, siger Kirsten Bachmann, der er formand for Teknik-, By- og Boligudvalget.
Selvom partiet ifølge undersøgelsen går en smule tilbage, viser analysen, at Slesvigsk Parti allerede nu formår at fastholde en stor del af sine vælgere. Kirsten Bachmann står klar som spidskandidat. Hun vil sikre kontinuitet og fornyelse. Det politiske kompas peger fremad.
”I en tid med stigende afstand mellem Christiansborg og de lokale partiforeninger tilbyder Slesvigsk Parti et solidt regionalt alternativ til de etablerede partier. Vi tager ansvar, navigerer uden ideologiske bindinger og sikrer stærke løsninger gennem bredt samarbejde i midten”, siger Kirsten Bachmann.
Hun fremhæver debatten om skolestrukturen og byrådets opbakning til Slesvigsk Partis forslag om et markant løft af folkeskolerne med Skolernes Årti som to eksempler.
Stephan Kleinschmidt, nu politisk ordfører, ser store muligheder for valget og fremhæver partiets stærke, erfarne hold. Slesvigsk Parti afholder opstillingsmøde den 27. februar 2025, hvor spidskandidat og byrådskandidater vælges.
Med mindst 11 kandidater og flere på vej går partiet til valg med et bredt og kompetent hold. Slesvigsk Parti sigter mod en dynamisk valgkamp og en fortsat central rolle i kommunalpolitikken.
Du kan læse flere kommentarer til valgundersøgelsen fra andre politiske partier her.