I det tidligere hotel, som ligger ved Chr. X’s bro på den jyske side, begyndte der sent onsdag aften at trække vand ind i kælderen. Flere både på samme side er tøjret til pæle, som er tæt på at komme under vand – og det kan betyde, at nogle af bådene driver afsted.
Der er kaldt hjælp til at pumpe vand ud af hotellet og der er et par sejlere, der sidder ombord på en båd og vogter over de både, der er i risikozonen for at glide afsted.
Byrådsmedlem Peter Hansen er også kørt til vandet, hvor han kan holde øje med Shalimar, der ligger så højt, at der kan blive problemer med udstødningen, når vandet igen falder.
“Hvis den er inde over kajen, så går det galt, når vandet synker”, siger Peter Hansen til SønderborgNYT.
Mere vand ved Rytterstatuen
Det tyder på, at der ikke kommer vand indenfor i de såkaldte fiskerhuse i Havbogade, men til gengæld er der kommet vand i Søndergade i den ende ved Rytterstatuen.