Wunder bar kommer med gode, gamle frokostretter fra Bedste

Arkivfoto
Arkivfoto
29. april 2013 Erhverv Skrevet af: Ole Kæhler

Hvis du hører hamren og banken fra Wunder-bar, når du går forbi i dagtimerne, så er forklaringen, at der skal laves en smule om indenfor dørene, så der fra midten af maj måned kan bo to forretninger i samme lokaler. Aften-restauranten er Wunder-bar, som mange unge mennesker allerede kender ganske godt.

– Men i dagtimerne fra 12 til 20 omdøber vi stedet, så det får det mundrette navn: “Bedste.”

Siger Steven Andersson, der får sin plads i køkkenet, hvor han skal trylle nogle af de gode, gamle frokostretter frem. Og faktisk er han nået så langt i planlægningen, at han kan garantere, at de mennesker, der vælger at nyde maden fra Bedste alle hverdage i en hel måned, ikke risikerer at få samme ret to gange.

Artiklen fortsætter under annoncen

– Der er så mange gode retter, der er på vej i Glemmebogen og det er synd. Derfor disker vi op med for eksempel en god gammeldags hakkebøf med bløde løg, karbonader med stuvede ærter og gulerødder og der kommer også frikadeller med varm kartoffelsalat, siger Steven Andersson til Sønderborg Nyt.

Kanon billigt

Dét, der er med til at gøre ideen endnu bedre, er, at dagens ret kan serveres til bare 65 kroner for en stor portion.

– Jeg overvejer også at tilbyde nogle højtbelagte håndmadder, siger kokken, der også gerne ser, at håndværkere holder deres middagspause hos Bedste. Så kan de sidde og nyde maden samme med alle de andre, der sætter pris på gode, mættende frokostretter.

Artiklen fortsætter under annoncen

Til alle dem, der har det bedst med at spise ude om lørdagen, når der er hentet varer fra butikkerne, der frister Bedste med en god frokost mellem klokken 12 og 16.

Steven Andersson slår urokkeligt fast, at alt fra køkkenet bliver hjemmelavet – og det gælder også brødet.

– Friture og mikroovn står ikke på inventarlisten, siger han.

Han har det bedst med, at lave maden, som bedste gjorde det – og han tvivler ikke det mindste på, at mad fra Bedste bliver noget af det bedste i hele Sønderborg.