De seneste år er der kommet øget fokus på at handle lokalt for at undgå at belaste klimaet ved at fragte varen fra en butik i den anden ende af landet – eller endda fra den anden side af kloden. Det gælder også, når der skal købes julegaver.
Og vil du gerne holde jul med grøn samvittighed, er butikkerne i Sønderborg-området et godt sted at starte. Siden 2009 er der blevet sat cirka 185 ZERObutik-klistermærker i butiksruder over hele kommunen som et bevis for, at netop denne forretning gør en ekstra indsats for klimaet.
”Butikkerne har fra begyndelsen været dedikerede til at gøre en forskel for vores klode og bidrage til Sønderborg-områdets mål om at blive CO2-neutral i 2029. Det er noget, vi står sammen om og vi ved godt, at vi alle skal bidrage for at gøre en forskel for vores fremtid,” siger Rikke Torre, der er formand for Vores Sønderborg, til SønderborgNYT.
Der er sket meget, siden den første ZERObutik kom til for 15 år siden. Forbrugerne er blevet mere bevidste om at tage grønne valg, og der bliver lagt mærke til de runde klistermærker i butiksruderne.
”Vi har ofte kunder, der spørger ind til mærkerne og til, hvad vi ellers gør for at mindske vores klimaaftryk. Dét, at vi i Sønderborgområdet fik ZERObutik i 2009, har gjort, at jeg ret tidligt blev opmærksom på at stille grønne og bæredygtige krav til mine varer og leverandører, og de krav er forbrugerne nu også begyndt at stille,” siger Rikke Torré.
Kravene til at blive ZERObutik er også skærpet. Tidligere skulle butikkerne bare søge om titlen én gang i butikkens levetid. Nu skal de forny mærket hvert år og derudover er der løbende ændret på kriterierne.
”Butikkerne i Sønderborg-området er ret ambitiøse på klimaområdet og vil gerne være med til at gøre en forskel. Derfor vil det være uambitiøst at have de samme kriterier i dag som for 15 år siden. Vi skal gøre os umage for at blive endnu bedre, og fra 2025 indfører vi derfor for eksempel en kategori om grøn transport. Til gengæld kan butikkerne ikke høste point for at have affaldssortering. Det har vi en forventning om, at de allerede har styr på,” siger Malene Lemann fra ProjectZero til SønderborgNYT.
Læs mere om ZERObutik-mærkningen her, hvor der også kan ansøges om at blive en del af ordningen.