Kreditbankens 100 års jubilæum trak gæster og liv til Perlegade

Kreditbanken vil fortsat være tæt på kunderne på Perlegade

Foto: Sissel Vinther

Kreditbanken vil fortsat være tæt på kunderne på Perlegade

Foto: Sissel Vinther

7. maj 2026 Erhverv Skrevet af: Sissel Vinther

Kreditbanken har været en del af Sønderborgs bybillede i generationer og har nu markeret bankens 100 års jubilæum med åbent hus på Perlegade. Her var både sønderjysk kaffebord, musik og gæster forbi, mens medarbejderne tog imod i afdelingen, der har ligget i Sønderborg siden 1939.

“Vi vil gerne være tæt på folk, så kunderne kan komme ind og møde os fysisk”, siger Hans Iversen, der er filialdirektør i Sønderborg, til SønderborgNYT.

I gården bag banken sad gæsterne i teltet med kage og kaffe, mens en musiker spillede ovre i hjørnet, og på gågaden var der slush ice, popcorn og underholdning til børnene.

Artiklen fortsætter under annoncen

Hans Iversen har stået i spidsen for afdelingen på Perlegade i to år og har samlet været ansat i Kreditbanken i syv år. Selvom flere banker gennem årene er flyttet væk fra bymidten, er det vigtigt for Kreditbanken fortsat at være til stede midt i Sønderborg, fortæller Hans Iversen.

“Selv unge, der skal købe hus for første gang, vil rigtig gerne sidde overfor nogen og gennemgå tingene stille og roligt”, siger han.

Ifølge Hans Iversen handler det ikke kun om rådgivning, men også om relationer og nærvær i en tid, hvor meget ellers foregår digitalt. Derfor lægger Kreditbanken vægt på fortsat at have en fysisk afdeling midt i Sønderborg, hvor kunderne kan komme ind og møde banken ansigt til ansigt.

Artiklen fortsætter under annoncen

Han er heller ikke i tvivl om, at banken fortsat bliver i Sønderborg.

“Ja, det gør den. Vi ejer jo bygningen, og planen er, at vi fortsat skal være herinde i byen. Når man kan fejre 100 år, så tror man også på de næste 100 år. Jeg er nok ikke selv her til den tid, men så sidder der nogle andre”, fortæller Hans Iversen med et grin.

Fejringen fortsatte i samme afslappede stil, hvor gæsterne kunne få ringriderpølser, fadøl og mere tid til at snakke med medarbejderne. Samtidig blev jubilæet en synlig dag på Perlegade, hvor livet fra banken bredte sig ud i gågaden og gav ekstra aktivitet midt i byen.

Artiklen fortsætter under annoncen

Du kan se flere billeder fra 100 års fødselsdagen på SønderborgNYTs Instagram.

23. juni 2026 Augustenborg, Samfund

Bitten & Mads Clausens Fond bidrager med 5,5 millioner til nyt sundhedshus

23. juni 2026 Augustenborg

Bitten & Mads Clausens Fond har valgt at støtte en omfattende energirenovering af det tidligere rådhus på Louisa Augustas Plads med 5,5 millioner kroner. Dermed kommer planerne om at omdanne den markante bygning fra 1970’erne til et moderne og fremtidssikret sundhedshus i Augustenborg et stort skridt nærmere virkeligheden. Projektet gennemføres i et samarbejde mellem Realdania […]

Læs mere...