30. november fylder grøn ildsjæl 80 år

Hanne Risgaard. Foto: Thomas Tolstrup
Hanne Risgaard. Foto: Thomas Tolstrup
28. november 2022 Augustenborg Skrevet af: Redaktion

Da Hanne Risgaard, der er vokset op i Randers, i januar 1967 blev journalistelev på Jyske Tidende i Sønderborg, havde hun på ingen måde planer om at lade sig integrere i området. Men hun tabte hurtigt sit hjerte til Als, og øen, der er ’som en have’, har siden været det geografiske centrum for hendes virke – både det professionelle og det private, fortæller Jørgen Bonde, Martin Frank Mogensen og Marie-Louise Risgaard.

Som journalist, instruktør, redaktør og programvært har Hanne Risgaard stået for et utal af programmer og dokumentarfilm til DR, TV Syd og TV2. Flere af dem har hentet inspiration i det sønderjyske, blandt dem dramaserien, Apotekeren i Broager, dokumentarprogrammerne fra Dyrehospitalet i Graasten, samt en lang række portrætsamtaler på DR P1 – mange med markante personligheder fra området i gæstestolen.

Artiklen fortsætter under annoncen

Parallelt med sit arbejde har Hanne Risgaard gennem årene på vidt forskellig vis engageret sig i lokalsamfundet; fra i ’70-erne at være med til at starte den første friskole på Als, spille hovedrollen som dronning Dorothea i ’80-ernes sommerspil ved Sønderborg Slot, til godt et årti senere at være en af drivkræfterne i Futura Syd, hvor de første streger til ProjectZero og Gehrys Masterplan for Sønderborg Havn blev slået.

I begyndelsen af ’00-erne skabte Hanne Risgaard sammen med sin mand og deres datter Skærtoft Mølle. Her satte de helt nye standarder for økologisk korn- og melproduktion, introducerede nye, innovative kornprodukter, gennemførte succesrige bagekurser og brød- og madfestivaler, samtidig med at Hanne Risgaard også fik tid til at skrive koge- og bagebøger.

Artiklen fortsætter under annoncen

I 2017 stoppede engagementet i møllen, men familien fortsatte med at udvikle det økologiske landbrug på familiegården Skærtoft – et landbrug der i øvrigt har flere end 30 år på bagen som økologisk. Herfra har Hanne Risgaard – i samarbejde med bl.a. Fachhochschule i Flensborg og Madkulturen i Roskilde – bidraget til det dansk-tyske projekt ’Positively Produced’, hvis formål er at fremme bæredygtighed og grøn omstilling i fødevaresektoren.

For et år siden blev Hanne Risgaard inviteret med i bestyrelsen for den selvejende institution Elstrup Mølle og møllerimuseum. Hun er her en del af det team, som i oktober i år offentliggjorde en visionsplan for møllens fremtid. Planen udspringer af et stort lokalt ønske om at få den fredede mølle restaureret, så den fremover kan fungere som arbejdende mølle. I planen er møllen placeret som den centrale del af en endnu større vision, PARADIS Elstrup Mølle, hvor PARADISET bliver en oplevelsespark med læringssteder for biodiversitet, bæredygtighed og fremtidens grønne energi, gastronomi og have- og landbokultur.

Artiklen fortsætter under annoncen

De mange udfordrende og spændende engagementer til trods, er det familielivet i bredeste forstand, der vægter højest i hverdagen på Skærtoft, hvor mand, datter, svigersøn og tre dejlige børnebørn er den ubetinget vigtigste del af fødselarens liv.

19. marts 2024 Augustenborg, Frivillige

Øvelse: Bilbrand blev til industribrand

19. marts 2024 Augustenborg

Mandag aften var der øvelse på programmet for de frivillige brandmænd i Augustenborg-Bro Brandværn, som blev kaldt ud til: Bilbrand i det fri. Brandmændene sprang i brandbilerne og kørte til Industrivej i Augustenborg og på vejen ser de en anden frivillig brandmand, Klaus Iskov, som stod og vinkede. Ham kørte de hen til, men det […]

Læs mere...