Semifinalerne i Danmarks største naturvidenskabelige talentkonkurrence, Unge Forskere, er netop blevet afholdt på Rybners HTX i Esbjerg og her kæmpede elever fra Region Syd om en plads i finalen.
Christian Ishøy fra Scienceefterskolen Nordborg Slot er gået videre med sit projekt ‘BioBreath’. Juryen har især rost projektets relevans i forhold til de klimaforandringer, verden står overfor.
“Vi giver motiverede børn og unge, der er med i Unge Forskere, redskaber til at dygtiggøre sig og forstå verden via naturvidenskab. Endnu engang har vi set et meget højt niveau i semifinalerne, og vi håber, at Unge Forskere giver eleverne en forståelse for, at de har handlekompetencer. At de kan være med til at gøre en forskel for vores alle sammens fremtid”, siger Katrine Bruhn Holck, programleder for Unge Forskere hos Astra.
Unge Forskere er arrangeret af Danmarks nationale naturfagscenter, Astra, og har H.K.H. Prins Joachim som protektor. Konkurrencen udfordrer elever inden for STEM-fagene: Science, Technology, Engineering, and Mathematics.
Finalen af Unge Forskere 2025 finder sted i Aarhus fra den 27. til 29. april, hvor titlen som Årets Unge Forsker 2025 og pengepræmier på over 300.000 kr. er på spil.















