Sønderborg har endnu engang cementeret sin plads som en af Danmarks mest attraktive studiebyer med en flot 9. plads i kåringen af Danmarks bedste studiebyer i 2025 – en fremgang fra sidste års 10. plads. Når man kigger på resultaterne fra Studentum.dk’s nyeste undersøgelse, står det klart, at Sønderborg tilbyder en særlig kombination af faglig kvalitet, karrieremuligheder og tryghed – noget, der gør, at Sønderborg er med i Top 10 over landets bedste studiebyer.
Ifølge undersøgelsen er en af de absolut største styrker ved Sønderborg de mange karrieremuligheder, byen byder på. Her placerer Sønderborg sig som nummer 3 blandt 31 studiebyer, hvilket vidner om en stærk forbindelse mellem uddannelserne og det lokale erhvervsliv, hvilket giver de studerende lettere adgang til relevante praktikpladser og fuldtidsstillinger.
Det høje faglige niveau på uddannelsesstederne i Sønderborg giver en flot 5. plads på landsplan og ifølge undersøgelsen møder de studerende engagerede undervisere, moderne faciliteter og et undervisningsmiljø, der både udfordrer og inspirerer.
Når man vælger studieby, handler det dog ikke kun om faglighed og karriere, men også om hverdagen uden for studiebøgerne. Her placerer Sønderborg sig på en 8. plads, når det gælder tryghed, hvilket gør byen til en af de sikreste steder at studere i. De studerende kan færdes trygt i gaderne, tage på café med vennerne, deltage i fritidsaktiviteter og nyde byens hyggelige liv uden bekymringer og det skaber et afslappet og rart studiemiljø med plads til både ambitioner og livsglæde.
Bag Sønderborgs flotte placeringer ligger et målrettet arbejde fra Sønderborg Byråd og byens øvrige aktører, som gennem de seneste år har investeret massivt i at styrke Sønderborg som studieby. Der er arbejdet målrettet på at tiltrække nye uddannelser og sikre et bredere udbud af studieretninger, så flere unge kan finde en relevant uddannelse i Sønderborg, hvilket de studerende kvitterer for i undersøgelsen.
Samtidig er der sat gang i opførelsen af flere nye, attraktive studieboliger, så de studerende kan finde en god bolig tæt på både uddannelsessteder og byliv og Sønderborg Kommunes tætte samarbejde mellem erhvervsliv og uddannelsesinstitutioner betyder, at studerende får en naturlig adgang til virksomhederne allerede under studiet – et fokus, der er med til at sikre Sønderborgs høje placering på karriereparameteret.
Undersøgelsen viser dog også, at der stadig er plads til forbedringer. Sønderborg placerer sig som nummer 26 ud af 31 studiebyer i kategorien Byliv, hvilket peger på, at der mangler flere tilbud inden for caféer og natteliv. Det samme gør sig gældende inden for kultur, sport og fritidsliv, hvor Sønderborg er placeret som nummer 22 ud af 31.
Desuden ligger Sønderborg som nummer 21 ud af 31 i kategorien Studiejobs, hvilket antyder, at der er færre tilgængelige deltidsjobmuligheder for studerende, og at virksomheder og studerende har haft svært ved at finde hinanden. Netop denne udfordring er ved at blive løst med GOTO Sønderborgs nye initiativ, GOTO Jobmatch, som skal gøre det lettere for virksomheder og studerende at skabe kontakt og finde hinanden tidligt i studietiden.
Du kan læse hele undersøgelsen på Studentum.dk’s hjemmeside som også viser, at København, Århus og Aalborg indtager de tre første pladser som Danmarks bedste studieby i 2025. Studentum.dk er et digitalt uddannelsesmedie for ungdomsuddannelser, sabbatår og videregående uddannelser med mere end 1 million besøgende årligt.
Undersøgelsen er en landsdækkende spørgeskemaundersøgelse, hvor der blandt andet er spurgt ind til, hvilke faktorer der har indflydelse på de studerendes valg af studieby og u alt 822 personer har besvaret undersøgelsen.



















