To Sønderborg-skoler siger farvel til madpakken

Skolemad på skemaet - madpakken får fri. Arkivfoto

Skolemad på skemaet - madpakken får fri. Arkivfoto

29. maj 2025 Nordborg Skrevet af: Michael Kjær

Der var rift om pladserne, da regeringen meldte ud, at nogle skoler kunne få lov til at være med i en national forsøgsordning om skolemad. Hele 346 skoler ansøgte om at være en del af forsøget, og nu er der trukket lod om, hvem der skal deltage.

Og på Als var to skoler heldige, for fra januar 2026 skal de mindste elever på Nordals Skolen samt alle elever på Svenstrup Friskole ikke længere have madpakken med hjemmefra, da de to skoler er blandt de 191 heldige skoler i hele landet, der er blevet udvalgt til at deltage i regeringens store skolemadforsøg.

Artiklen fortsætter under annoncen

Formålet med forsøget er at undersøge, hvordan skolemad kan påvirke trivsel, fællesskab og faglighed.

På Nordals Skolen er det indskolingseleverne, der får skolemad gratis, og til det formål vil skolen modtaget næsten 3 millioner kroner i støtte, og på Svenstrup Friskole i Nordborg vil man fra januar tilbyde mad til hele skolen, men her vil der være en forældrebetaling på 25 kroner pr. måltid, og skolen vil modtaget knap 900.000 kroner til forsøget.

Formanden for Børne- og Uddannelsesudvalget, socialdemokraten Jesper Smaling, glæder sig i et Facebook-opslag over, at Nordals Skolen er med i forsøget:

Artiklen fortsætter under annoncen

”Det glæder mig utrolig meget, at Nordals Skolen har fået tildelt 3 mio. kroner til en forsøgsordning, hvor eleverne får skolemad de kommende 3 år. Vi ved fra undersøgelser – blandt andet fra Sverige – at effekten af skolemadsordninger er rigtig gode, og jeg ser virkelig frem til, at vi nu skal gøre os nogle erfaringer her på Nordals Skolen”, skriver Jesper Smaling og håber, at fremtiden bringer mulighed for, at endnu flere elever i Sønderborg Kommune får den samme chance.

Artiklen fortsætter under annoncen

Skolerne skal være klar til at servere skolemad senest på første skoledag i januar 2026, og da Nordals Skolen er en folkeskole, skal deltagelsen formelt godkendes af byrådet inden udgangen af august. Men mon ikke det bliver en formsag med udvalgsformandens begejstring for, at skolen er kommet med i forsøget?

Gratis skolemad har i øvrigt også været et emne sidste år, hvor Jesper Smaling sammen med formanden for Sundhedsudvalget, partikollegaen Didde Lauritzen, skrev et læserindlæg på SønderborgNYT. Dengang foreslog de – på tværs af udvalgene for Sundhed og Børn & Uddannelse – at undersøge mulighederne og de økonomiske konsekvenser ved at afprøve skolemad på én eller flere folkeskoler i Sønderborg Kommune.

Artiklen fortsætter under annoncen

Nu har børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye imidlertid taget teten i forhold til forsøgsordningen om skolemad.