En redegørelse til Børne- og Uddannelsesudvalget har sat fokus på rengøringen af Broager Skole, efter at SønderborgNYT kunne fortælle om den mangelfulde rengøring, som mødte personalet og lærerne, da de mødte ind og skulle gøre klar til skolestart. Siden da er debatten om den generelle rengøring på Sønderborg Kommunes skoler, og om udlicitering er vejen frem, eller om rengøringsopgaven skal hjemtages til kommunen, blusset op.
For gruppeformand for Slesvigsk Parti, Kirsten Bachmann, er sagen dog et udtryk for et bredere problem, som bør løses med politisk fokus – ikke ved at pege fingre:
“Selv om redegørelsen nuancerer billedet af kritikken en del, må vi ikke miste det politiske fokus på rengørings- og hygiejnestandarden på vores skoler og daginstitutioner”, siger hun til SønderborgNYT og opfordrer sine politiske kollegaer til at droppe det, hun kalder en klapjagt på private leverandører af offentlige opgaver.
Ifølge Kirsten Bachmann er det helt afgørende, at både børn og lærere kan færdes i rene og sunde rammer:
“I stedet bør vi sammen fokusere på det, der virkelig betyder noget her – at børn og lærere har ret til rene, sunde rammer at lære og undervise i. For uanset om opgaven løses af Kongsvang Cleaning & Facility eller kommunens egen rengøringsenhed, skal der være garanti for, at kvaliteten og servicen lever op til både kommunens ønsker og børnenes og lærernes behov”, siger Slesvigsk Partis gruppeformand.
Hun peger på, at det kræver klare standarder, konsekvent opfølgning og handling, når der findes mangler eller kontraktbrud. Derfor bør debatten i hendes øjne bruges konstruktivt:
“Min opfordring er klar: Brug valgkampen til at kræve højere rengøringsstandarder – ikke til at sætte sine kollegaer og ledere i skudlinjen”, siger Kirsten Bachmann.
For Slesvigsk Parti handler det ikke alene om, hvem der gør rent, men at kvaliteten er i orden – også selvom det kan koste mere.
“Slesvigsk Parti vil have standarderne efterprøvet – også hvis det betyder højere krav og at acceptere, at kvalitet koster. Det var vores linje ved sidste års budgetforhandlinger, og det bliver den igen i år”, fastslår hun over for SønderborgNYT.
Redegørelsen viser, at der normalt gennemføres månedlige tilsyn på Broager Skole, men i år er det kun blevet til fire på grund af sygdom. De første tre tilsyn var tilfredsstillende, mens det seneste viste mindre mangler, hvilket ikke har givet anledning til sanktioner over for Kongsvang, der har opgaven med at gøre rent på blandt andet Broager Skole.




















