Læserindlæg: Ja-hatten kommer for sent til Nordals

Arkivfoto

Arkivfoto

5. oktober 2025 Debat Skrevet af: Redaktion

Søren Østergaard, Nordborg, skriver:

Læserindlæg: Mildnes luften nu for de klippede får?

Jimmy Simonsen opfordrer i dag (fredag. red.) til at tage ja-hatten på. Det kan vi jo kun hilse velkommen på Nordals. Altid godt med politisk velvilje. Men jeg er bange for at det både er for sent og for lidt. Hele dette vanvids-projekt er kommet for langt ud, og tilliden til såvel byråd, politikere og SONFORs ledelse er nærmest ikke-eksisterende.

Artiklen fortsætter under annoncen

Jimmy Simonsen glemmer måske det, vi andre husker. Venstre har haft en helt central rolle i dette kaos i form af formandsposten i SONFOR og samme formand siddende i økonomiudvalget. Der har været masser af mulighed for at stoppe det her.

Efter måneders tavshed begynder der nu at komme gode viljer. Nærmest som en åbenbaring. Man kunne mistænke at valget spøger, og at tillidskløften på Nordals giver nervøse trækninger. Set fra Nordals kunne man spørge: ’I gad os ikke da vi begyndte at støje i juli, hvorfor skulle vi så gide jer den 18. november?’. Ikke en rar baggrund at gå til KV-2025 på.

Artiklen fortsætter under annoncen

Er rationalet, at vi har undervurderet vælgere og kunder, men hvis vi nu lægger en masse gode viljer under træet på Nordals, så ender det nok som det plejer. Det bliver januar, et nyt byråd, en nye SONFOR bestyrelse der ikke kender noget til noget som helst og nye fire år hvor de der støjende mennesker på Nordals kan rumstere. Og tillægspræmien er en ny kaptajn på det synkende skib SONFOR Varme, der ikke er ansvarlig for noget. Det skal nok blive godt.

De gamle spøgelser fra 2009 raslede i skabet da den nye udrulning begyndte for 4-5 år siden. Men man valgte at fylde de nye skeletter ind sammen med de gamle. I min verden har det både det moralske og det faglige kompas været helt ude af kalibrering – og så rammer man isbjerge og synker.

Artiklen fortsætter under annoncen

Der skulle sælges fjernvarme – jo mere jo bedre. At budgettet løb løbsk med et trecifret millionbeløb, mens underdækning og gæld voksede, havde mindre betydning. Officielt forklarede man det med stigende halmpriser – vel vidende, at det i virkeligheden var det mindste problem. Samtidig meddelte man, at regningen måtte sendes videre til kunderne. ’Det kræver loven, og den er vi nødt til at følge’. Skylden blev dermed placeret hos loven.

Man siger at en succes har mange fædre, men at fiaskoen er forældreløs. Og skandalen SONFOR Varme har vist ikke engang en gran-fætter. Ingen har ansvar for noget, altså lige bortset fra Corona, Putin, halmleverandørerne, varmeforsyningsloven, revisionsselskaberne, lovgivningen med mere Nåh ja, og så lige de gamle direktioner og bestyrelser der jo meget belejligt ikke er der mere. Den perfekte storm? Ja, til ansvarsforflygtigelse.

Artiklen fortsætter under annoncen

Dette er ikke bare et spørgsmål om hverken socialhjælp til kunderne eller gode viljer fremover. Det er et spørgsmål om ansvarsplacering for hele forløbet tilbage fra 2009. Hvem sagde ja til hvad, hvem vidste at der var et voksende problem og hvem var ikke opgave og ansvar voksen. Vi har ikke bare brug for ja-hatte fremadrettet, men også et opgør med fortiden i form af en uvildig undersøgelse.

Så ja tak til Jimmy Simonsens velvilje, men nej tak til at Nordals som Jeppe på bjerget lægges i baronens seng. Vi vågner bare op til virkeligheden og krabasken 19. november.

Artiklen fortsætter under annoncen

Dette er et læserindlæg der udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Hvis du ønsker at sende et læserindlæg til SønderborgNYT, så kan det sendes til [email protected].

3. juni 2026 Politik, Samfund, Sønderborg

Kommunen sætter foden ned – historisk hus skal bevares

3. juni 2026 Politik

Et hus, der har stået i Ulkebøl siden 1877, får nu en ny chance for at blive en del af områdets fremtid. Byudvikling-, Landdistrikter- og Infrastrukturudvalget har besluttet at nedlægge forbud mod nedrivning af den bevaringsværdige ejendom på Kaplenivej 12. Beslutningen kommer efter, at ejeren har søgt om tilladelse til at rive bygningen ned. Huset […]

Læs mere...