Succesfuld begyndelse giver Nordborg Resort tro på fremtiden

Nordborg Resort styrker turismen på Nordals. Arkivfoto

Nordborg Resort styrker turismen på Nordals. Arkivfoto

13. oktober 2025 Erhverv Skrevet af: Lise Kristensen

Nordborg Resort ser tilbage på de første måneder med tilfredshed og tro og mod på fremtiden efter åbningen i sommer. Center Parcs Nordborg Resort åbnede i juni og er blevet taget godt imod af feriegæster af mange nationaliteter.

Svømmeparadiset Aqua Mundo er et stort trækplaster, ikke mindst for familier der ønsker vandoplevelser i eksotiske omgivelser.

”Vi er kommet godt i gang med driften af resortet og er tilfredse med de besøgstal, vi har nået i sommermånederne. Samtidig er vi yderst tilfredse med vores personale, der efter kort tids træning og oplæring har formået at give gæsterne gode ferieoplevelser”, fortæller direktør Niels Feerup, der kom fra ferieresortet Parques Reunidos i Vietnam, da han for otte år siden tiltrådte i Nordborg.

Artiklen fortsætter under annoncen

Nordborg Resort har 440 feriehuse, og de har været efterspurgte. Center Parcs ønsker ikke at oplyse konkrete tal for belægningsprocenter og gæstebesøg, men der er tilfredshed over hele linjen, oplyser direktøren.

Nordborg Ferieresort drives bæredygtigt og læner sig op ad de mange turismetilbud i de nære omgivelser såsom Universe Science Park, Naturpark Nordals, Nordborg Slot, Alsstien og øvrige kulturelle og naturtilbud på Nordals.

I selve resortet er der udendørs legeplads, sportsfaciliteter, bassiner, strandadgang, dyrefarm samt mulighed for spil, leg og forskellige udfoldelser. Det er et meget familievenligt resort med et potentiale på 450.000 besøgende årligt. Ferieresortet drives af det europæiske selskab Center Parcs med speciale i feriecentre.

Artiklen fortsætter under annoncen

Nordborg Resort er Center Parcs’ 29. feriepark og den første i Danmark. Tyskere og danskere er foreløbigt de flittigst besøgende i Nordborg Resort, mens den tredje største besøgsgruppe er hollændere.

”Vi gik først ud og muliggjorde bookinger i august i år. Senere åbnede vi op for bookinger allerede i juli og juni. Det er helt almindeligt at starte et ferieresort op på den måde ved at gå baglæns,” siger Niels Feerup og fortsætter:

”De fleste gæster bliver to-tre nætter. Det er familier med børn, par og de mere modne turister. Vi har åbent alle årets dage, og bookingerne her i eftersæsonen ser nogenlunde ud. Vi er glade for, at vi er blevet taget godt imod af Nordborg by. Der kommer mange gæster forbi deroppe, og handelsstanden har udtrykt sin tilfredshed, og der er åbnet nye butikker. Det er glædeligt, at vi kan bidrage til ekstra omsætning og kundetilstrømning i Nordborg,” siger Niels Feerup.

Artiklen fortsætter under annoncen

Aqua Mundo er et trækplaster i sig selv. Der har været rejst kritik af prisen på op mod 400 kroner for et besøg i den eftertragtede waterpark.

”Vi har kørt med forskellige priser hen over sommeren. Efterspørgslen stiger og falder selvfølgelig med, hvor mange vi har boende i resortet. Vi har prissat opholdet i Aqua Mundo efter kapaciteten. Er vi fuldt belagt, vil prisen for at komme i vores waterpark selvsagt være højere. Det kommer også an på, hvor længe gæsterne er der – om de har billet fra klokken 10 til 22, eller om det er halvdag eller tre timer om aftenen”, siger Niels Feerup. Han fortsætter:

Artiklen fortsætter under annoncen

”I løbet af efteråret vil vi lægge tilbud ud på vores hjemmeside for at få flere efterårsgæster, og da vil der være mulighed for at benytte Aqua Mundo til lavere priser. Så hold øje med hjemmesiden”, lyder opfordringen.

Niels Feerup føler, resortet er blevet taget godt imod af nordalsingerne. Landsbylaugene og Rotary har været forbi for at se på det nye turistmekka, som der er en ikke ringe stolthed over i det nordalsiske, og den nye Nordborg Pier er også en turistattraktion i sig selv.

Artiklen fortsætter under annoncen

Han betegner de ansatte som dygtige mennesker og knalddygtige kolleger.

”Der er en hel del, som ikke tidligere har arbejdet i turistbranchen. Gennemsnitsalderen er nok lidt lavere end så mange andre steder, men der er en jævn fordeling på alder og køn og en god sammensætning i nationaliteter. Det er for eksempel unge studerende fra SDU, som har studiejob hos os. Det er skønt, at vi kan nyde godt af unge mennesker, som er hurtige til at lære og tilfredse med at være her”, siger Niels Feerup.

Der er 90 ansatte i selve resortet, mens operatører inden for eksempelvis rengøring og gastronomi har deres eget personale, hvilket bringer det samlede antal ansatte op på 300. Konceptet og indholdet i Nordborg Resort bliver løbende justeret og for nærværende kan direktøren ikke komme i tanke om noget, der påkalder sig store ændringer, da resortet er faldet godt til i sine nære omgivelser, internt og i samspillet med lokalbefolkningen.

I efterårsferien er der i øvrigt lagt op til både hygge og uhygge, hvor børn og voksne ser frem til en uge fyldt med Halloween-tema, sjov og kreative aktiviteter for hele familien. Nordborg Resort har pyntet op til efterår og forvandlet sig til et sandt efterårsunivers med græskar, spindelvæv og lys i alle farver.

Det var Linak ved Bent Jensen og Bitten og Mads Clausens Fond med Peter Mads Clausen i spidsen, der skød broderparten af en samlet investering på 1,7 mia. kroner i etableringen af feriecentret for at skabe liv på Nordals, efter at en del arbejdspladser på de store virksomheder var gået tabt.

4. juni 2026 DET SKER, Kultur, Sønderborg

Idrætshøjskolen holder aktiv familiedag til fordel for Julemærkehjemmet

4. juni 2026 DET SKER

Idrætshøjskolen Sønderborg inviterer til familiedag med aktiviteter, hygge og fællesskab for både børn og voksne – samtidig støtter dagen Julemærkehjemmet. Det sker lørdag den 6. juni på Idrætshøjskolen på Friheds Allé. Dagen byder på masser af aktiviteter, blandt andet orienteringsløb, rundbold, snobrødsbagning og fællessang. Der er med andre ord lagt op til en dag med […]

Læs mere...