Derfor lukker Lunden: Økonomisk krise har ramt tysk skoleforening

Elever på Als risikerer at miste deres skole. Privatfoto

Elever på Als risikerer at miste deres skole. Privatfoto

24. oktober 2025 Nordborg Skrevet af: Lise Kristensen

Den tyske skole og børnehave i Lunden på Als står foran en lukning, blandt andet på grund af en forventet regning på 8 mio. kroner til istandsættelse. Det kunne SønderborgNYT fortælle fredag morgen.

Og det er ikke kun Lunden, der står til lukning. Det samme gælder for skole og børnehave i Ravsted ved Bylderup-Bov.

Det er Den Tyske Skoleforening, Deutscher Schul- und Sprachverein (DSSV), der har truffet den triste beslutning, efter at de har gennemgået økonomien og fundet frem til, at der ikke er penge til den påkrævede istandsættelse af bygningerne i Lunden.

Artiklen fortsætter under annoncen

I marts gik direktøren for DSSV, Lasse Tästesen, af efter mindre end et halvt år på posten. Hans forklaring var, at ledelsesposten ikke indeholdt det, han havde forventet ved sin tiltrædelse. Frem til og med 2026 har generalsekretæren for den store tyske mindretalsorganisation Bund Deutscher Nordschleswiger, Uwe Jessen, overtaget direktørposten og ved sin side har han organisationens finansansvarlige, Bernd Søndergaard.

De står bag en analyse af økonomien i DSSV, og den afslører fortsatte millionunderskud efter et minus på tre millioner i 2024. På den baggrund mener den tyske skoleforening ikke at have råd til dyre renoveringsprojekter, og derfor anbefaler DSSV’s hovedbestyrelse lukning af to skoler og børnehaver i Ravsted og altså også den tyske skole og børnehave i Lunden.

Artiklen fortsætter under annoncen

”Som tysk skoleforening driver vi skoler og børnehaver, der får en pose penge til den daglige drift. Det er ligesom en kommune, der har besluttet at lukke en skole. De har frem til 17. november til at komme med et høringssvar, og så bliver der truffet beslutning den 24. november, og vi ved endnu ikke, hvordan det ender”, siger Uwe Jessen til SønderborgNYT.

Han oplyser, at analysen af bygningernes tilstand og renovering er lavet af en ekstern ingeniør, og de har fundet frem til, at det koster 8 mio. kroner. Men det er man ikke enig i på Lunden:

Artiklen fortsætter under annoncen

”Vi kan slet ikke nikke genkendende til en istandsættelsessum på  8 mio. kroner. Vi mener nærmere, den ligger på omkring 5 mio., og der er stadig penge at spare”, udtalte skoleleder på Lunden, Marion Petersen, til SønderborgNYT fredag morgen.

Men det er af bitter nød, DSSV indstiller børnehaver og skoler til lukning, siger Uwe Jessen:

”Vi kan kun håbe, der kommer noget frem, som stiller tingene i et andet lys. Det er ærgerligt for hele mindretallet, men vi kommer ikke til at åbne institutionerne igen. Lukninger gør det af med fødekæden i mindretallet”.

Artiklen fortsætter under annoncen

DSSV modtager tilskud fra den danske stat, kommunerne, delstaten Schleswig-Holstein og Forbundsrepublikken Tyskland. Sidstnævnte prisregulerer ikke tilskuddene, så hvor den tidligere bidrog med 30-35 procent af budgettet, er det i dag kun 20 procent, oplyser Uwe Jessen.

”Det drejer sig om to en halv million om året, og vi har desværre ingen bidragydere eller det fondssystem, som gør, at det danske mindretal syd for grænsen eksempelvis jævnligt modtager pæne beløb fra A.P. Møller Fonden”, siger Uwe Jessen, der som generalsekretær i BdN også har det overordnede ansvar for, at det tyske mindretals biblioteker, socialtjeneste og ungdomsforening løber rundt.

Artiklen fortsætter under annoncen

I juni måned blev børnehaven i Vilsbæk lukket på grund af besparelser og dalende børnetal, og det er BdN, der tidligere har dækket et stort underskud i DSSV – og det er ifølge Uwe Jessen ikke en løsning på sigt.

På Lunden kæmper forældre og personale videre for at redde institutionen. De arrangerer løb og andre aktiviteter til støtte for skole og børnehave og forsøger at mobilisere så mange som muligt i kampen for de tyske institutioners bevarelse i Lunden. Det fortalte forældrerepræsentant Lena Hommelhoff til SønderborgNYT her til morgen.

3. juni 2026 Politik, Samfund, Sønderborg

Kommunen sætter foden ned – historisk hus skal bevares

3. juni 2026 Politik

Et hus, der har stået i Ulkebøl siden 1877, får nu en ny chance for at blive en del af områdets fremtid. Byudvikling-, Landdistrikter- og Infrastrukturudvalget har besluttet at nedlægge forbud mod nedrivning af den bevaringsværdige ejendom på Kaplenivej 12. Beslutningen kommer efter, at ejeren har søgt om tilladelse til at rive bygningen ned. Huset […]

Læs mere...