Skærpet tilsyn gav uro hos hjemmeundervisere

Familien Ottosen underviser børnene hjemme. Privatfoto

Familien Ottosen underviser børnene hjemme. Privatfoto

9. november 2025 Politik Skrevet af: Lise Kristensen

Da Børne- og Uddannelsesudvalget i Sønderborg Kommune vedtog skærpede tilsyn for forældre, der underviser deres børn i hjemmet, opfattede mange det som en mistillidserklæring.

Det fremgik, at der var fokus på indlæringen af det danske sprog, og om børnene udvikler de rette sociale kompetencer, når de bliver undervist i hjemmet. Baggrunden var, at antallet af hjemmeunderviste børn på få år er gået fra en halv snes til næsten 100.

Artiklen fortsætter under annoncen

”Jeg har på et dialogmøde spurgt politikerne, hvad de vil med det skærpede tilsyn. Som forældre er vi ikke imod tilsynet, men det må ikke blive en mistænkeliggørelse af forældre, der ønsker at undervise deres børn i hjemmet”, siger Shanti Ottosen, der sammen med hustruen Anne underviser og passer sine to børn, Iniya på syv og Nayra på fem, i hjemmet i Sønderborg.

Artiklen fortsætter under annoncen

Han mener, at kommunen selvfølgelig kan føre tilsyn med, om børnene har de ønskede faglige færdigheder, men det er faktisk ikke tilsynets opgave at vurdere børnenes trivsel.

I Danmark står det forældre frit for at hjemmeundervise deres børn. Blot skal de selvfølgelig modtage undervisning, og det er kommunens pligt at føre tilsyn med, at det sker efter forskrifterne. Det er ikke mindst tyske tilflytterfamilier, der vælger at undervise deres børn hjemme.

Shanti Ottosen advarer mod at stemple forældre, der hjemmeunderviser, som nogen, der ønsker at vige uden om det danske sprog eller afsondre deres børn socialt. Forældre underviser deres børn hjemme, fordi det er deres overbevisning, at det er det bedste for børnene, påpeger han.

Artiklen fortsætter under annoncen

I juni blev der lavet en evaluering og efterfølgende afsat 650.000 kroner ekstra årligt til tilsynet med hjemmeundervisning.

Sønderborg Kommune ønsker at skabe tydelige retningslinjer inden for rammerne af lovgivningen og har sammen med de øvrige sønderjyske kommuner sendt Undervisningsministeriet et brev om en drastisk stigning i antallet af hjemmeunderviste børn i Sønderjylland.

Artiklen fortsætter under annoncen

Svaret fra Undervisningsministeriet var, at man ikke kan forbyde hjemmeundervisning, og at kommunerne selv må finde ud af, hvordan de klarer tilsynsopgaven, og derfor har Sønderborg Kommune indført to årlige tilsyn af hjemmeundervisningen.

Formanden for Børne- og Uddannelsesudvalget, Jesper Smaling fra Socialdemokratiet, siger til SønderborgNYT, at han har haft en god dialog med Shanti Ottosen og siden med forvaltningen og en større gruppe af forældre, der hjemmeunderviser.

”Jeg er blevet klogere på deres hverdag og deres bevæggrunde for at vælge hjemmeundervisningen til. Det er vigtigt for mig at pointere, at de nye retningslinjer, der øger tilsynet med hjemmeundervisningen, ikke er ment som en mistillid til hjemmeunderviserne. Jeg er helt overbevist om, at de gør et stort stykke arbejde for at give deres børn en god hverdag fyldt med masser af læring”, siger Jesper Smaling og fortsætter:

Artiklen fortsætter under annoncen

”Som kommune har vi dog en vigtig opgave i at føre et kvalitativt tilsyn. Det mener jeg, at de nye retningslinjer i højere grad sikrer, at vi lever op til. Udvalget har samtidig bedt forvaltningen undersøge, om vi kan støtte hjemmeunderviserne med køb af undervisningsmateriale gennem kommunen. Det var et ønske, som blev rejst i dialogen med hjemmeunderviserne”.

Kommunen kan lave prøver i de hjemmeunderviste børns faglige færdigheder og bedømme, om de lever op til de såkaldte stå mål med-krav. Ud fra prøveresultaterne kan kommunen beslutte, at et barn skal undervises i folkeskolen eller en anden skole, hvis det skønnes, at undervisningspligten ikke er opfyldt.

Der er dog ingen forældre i Sønderborg Kommune, der er blevet tvunget til at sende deres børn i skole på den baggrund.

Politisk sværger flertallet til folkeskolen og opfordrer hjemmeundervisende forældre til at overveje, om den fælles folkeskole ikke var noget for deres børn. Holdningen er, at et barn har bedst af at være sammen med andre børn og indgå i fællesskabet.

Sønderborg Kommune har ud over folkeskoler også en hel del friskoler og ikke mindst tyske skoler, som sikrer, at det tyske mindretal kan undervise deres børn med udgangspunkt i tysk sprog og kultur. De skal selvfølgelig overholde folkeskoleloven, og børnene skal også lære dansk.

De mange hjemmeundervisende tyske forældre har fået det tyske mindretals parti, Slesvigsk Parti, til at påpege, at det ikke er en særlig tysk dyd at undervise børn i hjemmet.

Det bør ifølge Slesvigsk Partis borgmesterkandidat Kirsten Bachmann være en undtagelse, da integration, sprog og social trivsel – ikke mindst i tilflytterfamilier – læres bedst i fællesskab sammen med andre.

4. juni 2026 DET SKER, Kultur, Nordborg

Svenstrup viser landsbylivet frem ved årets ringriderfest

4. juni 2026 DET SKER

Svenstrup inviterer til en landsby med liv i samtidig med årets ringriderfest – en dag med åbent hus, markedsstande, aktiviteter og den traditionelle ringridning. Det sker søndag den 7. juni på og ved ringriderpladsen i Svenstrup. Ringriderfesten er en lille hyggelig folkefest, hvor man kan mødes og nyde samværet, den gode stemning og ridesporten. Ringridningen […]

Læs mere...