Mørket lagde sig langsomt over kasernen, mens mennesker i alle aldre stod tæt samlet. Klokken nærmede sig 20:30, og forventningen lå som en stille spænding i luften. Det var på dette tidspunkt den 4. maj 1945, at historien tog en afgørende drejning.
Om aftenen den 4. maj 1945 kunne den danske radiospeaker Johannes G. Sørensen via BBC’s dansksprogede nyhedsudsendelse meddele den danske befolkning, at de tyske tropper i Danmark havde overgivet sig. Fem års tysk besættelse var slut.
Da ordene lød: ‘Her er London’, blev blikket rettet frem. For en stund stod tiden stille for de fremmødte, og 81 år blev til ét øjeblik, hvor fortid og nutid smeltede sammen.
Kort efter bevægede strømmen af mennesker sig ind i en fyldt Parolesal. Her blev der givet instruktioner til, hvordan lysene skulle tændes rundt på kasernen. Der blev lyttet, nikket og fordelt opgaver.
Deltagerne fordelte sig i gange og lokaler, og præcis klokken 21:00 blev de første lys tændt. Ét vindue ad gangen lyste op, indtil kasernen stod som et samlet billede af lys i mørket.
Flemming og Janne var blandt dem, der for første gang deltog.
“Vi så jo på nettet, at der var noget med lys i vinduerne her på kasernen. Det havde vi aldrig oplevet før, så det skulle vi da prøve”, sagde Flemming til SønderborgNYT.
Mens Janne tilføjede: ’Det er jo en del af vores historie, som det er vigtigt, at vi lærer noget af’.
Mai Falkenhagen havde allerede dagen før været med til at gøre klar. Nu stod hun igen på kasernen, denne gang med familien ved sin side.
“Det er en god måde at gøre noget i fællesskab, som ikke er til gavn for en selv. Og så er det også en måde at invitere børnene ind i historien”.
Hun peger på, at historien ikke kun hører fortiden til.
“Hele verden står mange steder i flammer, så det er vigtigt, at vi ikke tager friheden for givet”.
Blandt børnene var Ask.
“Jeg har hørt om det i skolen, og det er rart at vide, hvad det var, der skete”
Ved siden af sad Njord, som var taget med hjemmefra, men hurtigt fandt sin egen grund til at være der.
“Jeg er blevet taget med af min mor, men jeg synes, det er meget vigtigt, at vi bliver ved med at holde fast i det”.
Frej, som også var taget med familien, satte enkle ord på det, mange følte.
“Det er rart, at Danmark er blevet befriet, og det er dejligt, at vi er fri og markerer det med at tænde lys”.
For Leif Larsen, også kaldet ‘Larsen’, der gennem et langt liv har været knyttet til Hæren og nu er blandt arrangørerne, er dagen båret af både erfaring og eftertanke.
“Det er en vigtig dag. Når man står her og hører budskabet, kan man godt blive rørt og tænke på, hvor meget det betød dengang”.
Han ser også markeringen i et større perspektiv.
“Der var en syrer, der engang sagde til mig: ‘Hvor ville jeg ønske, vi også kunne gøre det i Syrien’. Det sætter tingene i perspektiv”, fortalte Leif Larsen til SønderborgNYT.
Da mørket for alvor havde lagt sig, stod kasernen badet i lys – som en påmindelse om, at frihed ikke er noget, man får én gang for alle, men noget, der skal huskes, forstås og bæres videre.
















