Studenterne satte farve på Alspigen

Studenterne fejrer friheden efter eksamenerne

Foto: Sissel Vinther

Studenterne fejrer friheden efter eksamenerne

Foto: Sissel Vinther

24. juni 2026 Uddannelse Skrevet af: Sissel Vinther

Røde og blå huer fylder gadebilledet foran rådhuset i Sønderborg, hvor årets studenter samles ved Alspigen. Her markerer den traditionsrige dans, at eksamenerne er overstået, og at studentertiden for alvor er begyndt, mens familie, venner og forbipasserende følger med rundt om springvandet.

For studenterne fra Sønderborgs ungdomsuddannelser er det et øjeblik, hvor lettelsen kan mærkes, uanset om huen er rød, blå eller lyseblå. Efter uger med eksamener, ventetid og nervøse minutter foran eksamenslokalet handler det ikke længere om karakterer og pensum, men om huer, klassekammerater og følelsen af at have rundet et stort kapitel af.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Det er dejligt. Det er endelig overstået, og det er et kapitel, man har ventet på. Det føles lettende, og jeg er bare glad og stolt”, fortæller Mikkeline Lang Hansen fra Sønderborg Statsskole til SønderborgNYT.

Ved Alspigen mødes studenterne på tværs af skolerne. De røde og blå huer fylder omkring springvandet, og en del af traditionen handler om, hvilken hue der får lov at sidde på Alspigen. Studenterne forsøger at få deres egen farve øverst, mens de andre skoler prøver at overtage pladsen med deres hue.

Artiklen fortsætter under annoncen

For Denis Krupic og Jonas Kayed fra Det Blå Gymnasium er dagen både glad og en smule uvirkelig.

“Det er fandme dejligt. Jeg skal være ærlig og sige, at det ikke helt føles rigtigt endnu. Det føles stadig som om, man skal i skole igen om lidt”, fortæller Jonas Kayed.

Denis Krupic nikker genkendende til følelsen af, at det er en ny hverdag, der venter.

“Det er lidt surrealistisk, for man har jo været i folkeskole og gymnasium, og det har hele tiden været undervisning. Nu er man bare færdig, og nu har man selv ansvar for det, man laver”, fortæller Denis Krupic.

Artiklen fortsætter under annoncen

Selv om huerne har forskellige farver, er udgangspunktet det samme for mange af dem, der står omkring springvandet. De er færdige, de er lettede, og de står midt i en dag, hvor der både bliver sagt farvel til gymnasietiden og taget hul på fejringen.

“Jeg skal i hvert fald have et sabbatår og lige leve mit liv rigtigt. Så må vi se, hvad der sker”, fortæller Jonas Kayed.

For flere af studenterne venter studentermiddag, dimission og studenterkørsel de næste dage, men først samles de ved Alspigen, hvor gymnasietiden får et fælles punktum midt i byen.

Artiklen fortsætter under annoncen

Se billeder fra ceremonien på SønderborgNYTs Instagram.

24. juni 2026 Uddannelse, Sønderborg

Studenterne satte farve på Alspigen

24. juni 2026 Uddannelse

Røde og blå huer fylder gadebilledet foran rådhuset i Sønderborg, hvor årets studenter samles ved Alspigen. Her markerer den traditionsrige dans, at eksamenerne er overstået, og at studentertiden for alvor er begyndt, mens familie, venner og forbipasserende følger med rundt om springvandet. For studenterne fra Sønderborgs ungdomsuddannelser er det et øjeblik, hvor lettelsen kan mærkes, […]

Læs mere...