Der er lagt op til en aften, hvor både historien, fællesskabet og musikken smelter sammen, når koncertforestillingen ‘Kunsten At Glædes I Kor – En Lærke Letted’ indtager Sønderborghus den 4. maj.
I anledning af Danmarks befrielse inviteres publikum til en særlig oplevelse, hvor koncert og fællessang går hånd i hånd. Aftenen begynder med døråbning klokken 19.00, mens selve koncerten starter klokken 20.00, og publikum kan se frem til en koncert, hvor nærvær og stemning er i centrum.
”Her er London …”
Sådan lød de ikoniske ord, der den 4. maj 1945 klokken 20:35 bragte frihedsbudskabet til danskerne efter fem år under tysk besættelse. Netop dette øjeblik danner rammen om koncertforestillingen, der både hylder historien og trækker tråde til nutiden.
Publikum kan forvente en levende oplevelse, hvor man ikke blot er tilskuer, men også bliver en aktiv del af aftenen. Der veksles mellem fællessang og musikalske indslag, hvor man både kan synge med og læne sig tilbage og lade sig opsluge af melodierne.
Koncerten trækker tydelige referencer til de historiske alsangsstævner under besættelsen, hvor tusindvis af danskere samledes i sang som et stille, men stærkt udtryk for sammenhold og national identitet. Den tradition genoplives denne aften, hvor publikum inviteres til at synge med på velkendte sange.
Men koncerten stopper ikke ved historien. Den bevæger sig også ind i nutiden med nyere musik, der sætter fokus på menneskets egne oplevelser af at være bundet og blive fri. Temaerne spænder fra lys og mørke til overmagt og oprør – og fra krig til kærlighed.
Lyset spiller også en central rolle denne aften. Den 4. maj er traditionen tro dagen, hvor danskerne sætter lys i vinduerne for at mindes og fejre friheden. Det bliver også en del af koncertoplevelsen, hvor et stemningsfuldt lysdesign vil understøtte musikken. Publikum opfordres desuden til at medbringe kunstige stearinlys, så salen sammen kan fyldes med lys og skabe en helt særlig atmosfære.
På scenen står et stærkt hold af musikere og sangere: Signe Juhl (vokal & piano), Inger Juhl (vokal & cello), Janne Hagen Therkildsen (vokal & piano), Bo Møller (guitar), Niels Kvist (bas) og Casper Mikkelsen (vokal & trommer) – samt gæster.
Det sker på Sønderborghus, mandag den 4. maj 2026 klokken 20:00.
Hvis du ønsker, at et arrangement bliver omtalt på SønderborgNYT, så send tekst og billede til [email protected], og vi deler det med vores læsere.

















