Førsteviolinen i Larsen Strings træder til side

24. maj 2022 Erhverv Skrevet af: Redaktion

Efter 32 år som førsteviolin i den virksomhed, han selv har grundlagt, træder Laurits Th. Larsen om ikke tilbage – så til side og giver plads til nye stærke kræfter. Thomas Petersen tiltræder som administrerende direktør for Larsen Strings, der er pioner indenfor maskinel produktion af strenge til strygeinstrumenter.

”Det er tid nu. Jeg kan mærke det. Jeg vil også så meget andet”. Sådan lyder den ærlige begrundelse fra Laurits Th. Larsen, der fra 1. april 2022 forlader posten som administrerende direktør i Larsen Strings.

Artiklen fortsætter under annoncen

Den passionerede violinist grundlagde selv virksomheden tilbage i 1990, da han besluttede sig for at prøve at lave sine egne strenge. Det foregik i garagen med næsten hundrede år gamle værktøjer. Han fik hurtigt succes, og hans interesse for videnskab førte til, at han udviklede nye teknologiske produktionsmetoder, og i dag laver Larsen Strings, som nogle af de eneste i verden, maskinelt producerede strenge som bliver brugt af de dygtigste musikere over hele verden, skriver virksomheden i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter under annoncen

Alligevel er det uden vemod, Laurits Th. Larsen takker af – ikke mindst fordi han forbliver ejer og bestyrelsesmedlem; ligesom han fortsat vil tage del i proces- og produktudviklingen.

”Jeg har egentlig aldrig drømt om at blive direktør. Jeg har været drevet af min passion for musik og teknik. Og jeg glad for og stolt af, at vi er nået så langt, som vi er. Jeg overlader en overmåde sund virksomhed til nye kræfter; og så vil jeg prioritere at bruge mere tid på musik, kunst og kultur – og stadig være med til det, jeg synes, er allermest interessant, nemlig produktudviklingen. Det glæder jeg mig til”, siger Laurits Th. Larsen.

Artiklen fortsætter under annoncen

Larsen Strings er i dag en internationalt anerkendt virksomhed med 23 dedikerede medarbejdere. Sønderborg-virksomheden er vokset støt gennem årene og havde 27,6 millioner kroner i bruttofortjeneste i 2021.

”Det er nogle store sko, jeg skal fylde ud – men jeg glæder mig rigtig meget til at komme i gang”, lyder det fra den nye administrerende direktør i Larsen Strings, Thomas Petersen, som overtager den daglige drift, ledelse og administration.

”Det er min klare ambition at videreføre Larsen Strings i den ånd, den er skabt. Vi står solidt både i forhold til økonomi og værdier – det afsæt skal vi bruge til at udvikle os og finde nye muligheder i fremtiden”, siger Thomas Petersen, som har mange års ledelseserfaring fra internationalt orienterede produktionsvirksomheder.

Artiklen fortsætter under annoncen

”Med Thomas Petersen har vi fundet meget kompetente kræfter til at drive Larsen Strings videre, og vi ser frem til samarbejdet. Samtidig er vi taknemmelige for, at Laurits Th. Larsen vælger at give stafetten videre, mens han stadig har mod på at fortsætte med aktivt at tage del i udviklingen. Det er et meget stærkt hold, vi stiller med. Og det er der brug for, når vi skal ud at erobre endnu mere af verden de kommende år”, siger bestyrelsesformand Theiss Stenstrøm.

23. april 2024 Kultur, Nordborg

Ny bådebro ved Nordborg Roklub skal indvies

23. april 2024 Kultur

Nordborg Roklub indvier en ny bådebro den 25. april, hvorefter klubbens medlemmer igen kan komme på vandet i det smukke farvand omkring Nordals. Det skriver roklubben i en pressemeddelelse. Medlemmerne har arbejdet flittigt med at bygge den nye bådebro til erstatning for den gamle og nedslidte bro fra 1997, og der er lagt flere end […]

Læs mere...