Sønderborg Kommune er klar til at sælge et større areal ved Sundgade, så der kan bygges boliger, men der er stadig ikke fundet en løsning på, hvad der skal ske med fiskerne.
Det skrev tidligere erhvervsfisker Palle Heinrich i et debatindlæg på SønderborgNYT.
‘Fiskerne er ikke på nogen måde tilbudt acceptabel erstatningsplads i nærområdet, hverken til opbevaring af fisk, garn eller beskyttet havneplads til deres skibe. De er meget simpelt fuldstændigt frataget deres mulighed for at drive erhvervet fra Sønderborg Havn. Ligeledes eksporteres logistikproblemet også ud i kommunens andre havne, hvor fiskerne også her er afhængige af, at der er is og kølerumsfaciliteter til rådighed’, skrev han i indlægget.
”Fiskerne og kommunens forvaltningen arbejder hårdt på at nå hinanden, men jeg vil ikke lægge skjul på, at opgaveløsningen ikke er nem. Personligt følger jeg udviklingen tæt og deltager på møderne. I Slesvigsk Parti er det os fortsat magtpåliggende at alle mulige alternativer afsøges. Som Palle Heinrich rigtig nok skriver er fiskerne et aktiv for kommunen både i forhold til lokale fødevarer og også turismen”, siger byrådsmedlem Kirsten Bachmann fra Slesvigsk Parti til SønderborgNYT.
”Jeg kender ikke tidsperspektivet men forhandlingerne med fiskerne har stået på i snart et halvt år. Som Palle siger har de pladsen frem til 2026. Så jeg mener vi har tiden til det. Når det er sagt, er jeg da glad for at Sundgade-udviklingen er gået i næste fase og for, at der sker noget”.



















