Der bliver igen sat fokus på æbler, mad og oplevelser ved havnen i Gråsten, når Gråsten Æblefestival vender tilbage med planer om både nye aktiviteter og flere gæster. Festivalen har gennem årene udviklet sig til et af efterårets faste arrangement med lokale råvarer, musik og aktiviteter for både børn og voksne, og nu får festivalen økonomisk støtte til fortsat at udvikle sig.
Kultur-, Handel- og Turismeudvalget har nu godkendt et tilskud på 60.000 kroner til festivalen. Pengene skal blandt andet bruges på nye publikumsoplevelser, mere markedsføring og udvikling af aktiviteter på festivalen.
Der arbejdes blandt andet med en større version af den populære æblesejlads, samtidig med at festivalen skal styrkes som en del af arbejdet med at gøre Gråsten mere attraktiv for gastronomi og kulturturisme.
“Det er en kæmpe fornøjelse hvert år at se Æblefestivalen skabe liv og gode oplevelser på havnen i Gråsten for både borgere og turister. Med støtten sikrer vi, at festivalen ikke alene fortsætter, men også udvikler sig med nye initiativer inden for gastronomi og sejlads. Sammen med Den Kongelige Køkkenhave vil festivalen bidrage til udviklingen af Gråsten som et attraktivt mål for gastro-turisme”, siger Daniel Staugaard fra Venstre, der er formand for Kultur-, Handel- og Turismeudvalget, i en pressemeddelelse.
Festivalen har eksisteret i 11 år og tiltrækker ifølge Sønderborg Kommune omkring 10.000 besøgende hvert år. I kommunens masterplan for Gråsten er målet på længere sigt at udvikle festivalen, så den kan nå op på 50.000 besøgende årligt.
“Gråsten Æblefestival har vokset sig til en vigtig begivenhed for Gråsten området, og festivalen har en stor rolle i udviklingen af Gråsten. Festivalen er med til at sætte Gråsten på landkortet og tiltrække besøgende med interesse for både natur, kultur og mad. Med støtten giver vi arrangørerne bedre muligheder for at udvikle sig og tiltrække endnu flere gæster til gavn for hele byen”, siger Jesper Kock fra socialdemokratiet og medlem af Kultur-, Handel- og Turismeudvalget.
Gråsten Æblefestival finder sted i efteråret 2026 ved havnen i Gråsten. Program og dato offentliggøres senere, og der bliver mulighed for at deltage i både aktiviteter, madoplevelser og sejlads.
















