Fra den 28. februar til den 13. marts 2025 præsenterer KunstPunkt i Augustenborg kunstudstillingen ‘Mellem Rummene’. Udstillingen åbner officielt med en fernisering lørdag den 1. marts 2025 klokken 14:00, hvor publikum får mulighed for at møde kunstnerne bag værkerne og høre mere om deres inspiration.
Bag udstillingen står kunstnergruppen Qvindfolk, som består af ti kvindelige kunstnere. Gennem tekstil, keramik, skulptur, maleri og andre kunstneriske udtryksformer udforskes livets skift og overgange.
Titlen ’Mellem Rummene’ afspejler udstillingens kerneidé: Livets konstante bevægelse mellem forskellige rum – både fysiske og mentale. Overgangene rummer fortællinger om forandring, udvikling og de spor, der efterlades, når nye faser i livet indledes.
De medvirkende kunstnere, Ulla Fenn, Ine Agresta, Mette Larsen, Oksana Smielova, Ulrike Rasmussen, Marina Christiansen, Berghild Lamhauge, Christa Conradsen, Anne Grethe Nielsen og Helena Fuhlendorff, bidrager med hver deres unikke perspektiver.
’Mellem Rummene’ er mere end en visuel oplevelse – det er en sanselig og tankevækkende udforskning af de rum, som former menneskelige erfaringer. Hvert værk fungerer som en invitation til at gå på opdagelse i de mange lag af betydning, der findes i overgangen mellem det gamle og det nye.
KunstPunkt i Augustenborg danner rammerne for udstillingen og der er gratis adgang. Åbningstiderne er dagligt fra klokken 12:00 til 16:00 på hverdage og fra klokken 11:00 til 16:00 i weekenden.
Hvis du ønsker, at et arrangement bliver omtalt på SønderborgNYT, så send tekst og billede til [email protected], og vi deler det med vores læsere.













