Nettofraflytning fra Sønderborg sidste år – men målet om 77.000 borgere i 2030 fastholdes

Målet om 77.000 borgere i 2030 fastholdes. Foto: Roberts Osis

Målet om 77.000 borgere i 2030 fastholdes. Foto: Roberts Osis

12. april 2025 Samfund Skrevet af: Michael Kjær

De seneste par dage har SønderborgNYT haft fokus på netto til- og fraflytningen i Sønderborg Kommune i forhold til andre kommuner i det forgangne år. Dette med afsæt i data fra Danmarks Statistik, som Gravercentret har bearbejdet og analyseret.

Tallene viser, at der i 2024 var et nettounderskud på 503 personer, når man ser isoleret på til- og fraflytning mellem kommunerne i Danmark. Tallet dækker udelukkende flytninger mellem danske kommuner og medregner ikke personer, der flytter til Sønderborg fra udlandet eller fra Sønderborg til udlandet. Det siger heller ikke noget om det samlede befolkningstal i Sønderborg Kommune

Artiklen fortsætter under annoncen

En statistik viste tidligere på året, at befolkningstallet i Sønderborg Kommune ved indgangen til 2025 var opgjort til 74.096, hvilket var et lille fald på 137 indbyggere i forhold til 2024.

Dengang fik det borgmester Erik Lauritzen til at sige til SønderborgNYT, at det ikke var så vigtigt for ham, om det lige præcis blev i januar 2030, at der var 77.000 sønderborgere – og at blev målet først nået i februar 2031, så synes borgmesteren også, at det er ret godt.

Artiklen fortsætter under annoncen

Byrådsmedlem Asger Romme Andersen fra Enhedslisten er glad for at se, at borgmesteren er begyndt at file lidt på, hvor vigtigt tallet 77.000 er – eller ikke er.

”For os i Enhedslisten har det hele tiden været et komplet vilkårligt tal, der mest af alt er grebet ud af luften. Hvad værre er, så har jagten på dette tal og på andre vilkårlige tal overskygget andre vigtige debatter, om hvad der gør Sønderborg Kommune til et godt sted at leve”, siger Asger Romme Andersen til SønderborgNYT og fortsætter:

Artiklen fortsætter under annoncen

”Hvis vi brugte lidt mere tid på, hvad der gør Sønderborg til et godt sted at leve, så ville vi nok nå frem til, at mange eksempelvis værdsætter nærheden til naturen. Derfor bør vi for eksempel afholde os fra at udstykke naturområder og grønne kiler til parcelhuse og tilflyttere, der kun måske engang kommer. Det er en del af årsagen til, at det giver mening at fokusere mere på en bæredygtig udvikling med en beskeden målsætning om ikke at blive færre i stedet for den evige jagt på vækst og vilkårlige tal”, siger byrådsmedlem Asger Romme Andersen.

Artiklen fortsætter under annoncen

Kirsten Bachmann fra Slesvigsk Parti mener, at der ikke må slækkes på ambitionen om 77.000 sønderborgere i 2030:

”Byrådet skal fortsat levere konkrete svar på, hvordan vi styrker profilering og bosætning. GOTO Sønderborg er et godt skridt, men vi skal blive endnu bedre – også til at fastholde borgere. Kommunen har godkendt strategiske indsatser for markedsføring over for studerende, tilbageflyttere og udenlandsk arbejdskraft, men de skal omsættes til reel handling”, siger byrådsmedlem Kirsten Bachmann og fortsætter:

Artiklen fortsætter under annoncen

”Implementeringen af ‘Masterplanen for Bosætning og Grøn Vækst’ skal op i gear, og vi skal nu accelerere konkrete initiativer – herunder en stærkere kobling mellem turisme og bosætning”, siger Kirsten Bachmann, gruppeformand for Slesvigsk Parti.

Venstres Kjeld Stærk, der er formand for Udvalget for Erhverv og Grøn Vækst, står på mål for masterplanerne, der sætter rammerne for målene i 2030. Det siger han til SønderborgNYT:

”Det er min og Venstres politik, og det er stemt igennem med et stort flertal på 30 af 31 mandater i byrådet. Vi har sat barren højt, fordi vi tror på, at Sønderborg Kommune kan klare opgaven. Hvis ikke det var realistisk, havde vi ikke sat det som vores mål. Det er også derfor, vi har lagt klare planer for, hvordan det skal opnås – det er ikke én ting alene, der gør forskellen. De gode job- og boligmuligheder, gode skoler og mere turisme skal alle bidrage til væksten i Sønderborg Kommune”, siger Kjeld Stærk til SønderborgNYT og fortsætter:

”Når det er sagt, så synes jeg, at toget er kørt, hvad angår diskussionen om det præcise indbyggertal. Hvor end jeg kommer hen i kommunen, kan jeg se, at alle aktører er trukket i arbejdstøjet. De er alle klar til at tage opgaven 100 procent på sig og gå til den med fuld energi”, siger Kjeld Stærk.

Udvalgsformanden nævner, at han tydeligt ser, at alle er trukket i arbejdstøjet – både Vækstrådet, GOTO Sønderborg, Stear, Sønderborg i Arbejde, SDU’s referencegruppe, Det Strategiske Uddannelsesråd, handelsstandsforeningerne, industrigruppen og ikke mindst Bitten og Mads Clausens Fond – og flere andre, siger han til SønderborgNYT og understreger, at alle har øjnene rettet mod målet om 77.000 indbyggere, fordi de ved, at det er nu, vi i fællesskab kan gøre en forskel.

”Jeg ser hellere, at vi lægger al energi i at skabe den rigtige udvikling for Sønderborg Kommune, i stedet for at fifle os frem til et mere eller mindre korrekt tal på et papir. Det er ret usædvanligt, at man udstikker så klare mål, som vi har gjort i Masterplanerne fra Udvalget for Erhverv og Grøn Vækst. Vi har gjort det, fordi vi vil tale i klar tekst. Vi har sat os for at knække kurven for den negative befolkningsudvikling – så vi kan gøre Sønderborg Kommune til et endnu bedre sted at bo”, siger Venstres Kjeld Stærk til SønderborgNYT.

Medlemmer af Økonomiudvalget blev på deres møde i marts præsenteret for data fra et nyt internt værktøj, som giver et indblik i blandt andet befolkningsudvikling og -sammensætning. Ifølge borgmester Erik Lauritzen viser tallene, at Sønderborg fortsat afgiver rigtig mange unge mennesker til Aarhus og København, men at der kan spores en lille positiv tendens om, at nogle af de studerende vender hjem til Sønderborg igen efter endt uddannelse.

24. juni 2026 DET SKER, Kultur, Sydals

Tandslet gør klar til årets ringriderfest

24. juni 2026 DET SKER

Ligesom sidste år inviterer Tandslet og Omegns Ringriderforening til ringridning den sidste weekend i juni, og igen bliver det en dag med heste, konkurrence og god stemning. Det sker søndag den 28. juni på ringriderpladsen over for Sydals-Hallen. Der venter igen en hyggelig og spændende dag med ringridning for alle, når der sættes otte galger […]

Læs mere...