PostNord køber Danmarks største netværk af pakkebokse udviklet i Sønderborg

7. juni 2021 Erhverv Skrevet af: Redaktion

PostNord har købt 100 procent af ejerskabet af selskabet bag Nærboks, der er et netværk af pakkebokse, som blev startet af PostNord og SwipBox i 2019. I netværket indgår cirka 2.550 pakkebokse spredt ud over hele landet og handlen gør PostNord til eneejer af det mest omfattende netværk af pakkebokse i Danmark.

”PostNord arbejder hele tiden på at gøre hverdagen lettere for vores kunder, og en del af det er at tilbyde nemme og effektive leveringsløsninger. I kølvandet på pandemien er pakkeboksene blevet ekstra populære, fordi der ikke er fysisk kontakt ved leveringen. Vores mål er at have over 12.500 pakkebokse i eget regi i Norden inden udgangen af 2022, og vi har planlagt yderligere investeringer i pakkebokse i 2023”, siger Annemarie Gardshol fra PostNords Group i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter under annoncen

Pakkebokse er et supplement til PostNords betjente udleveringsnetværk, hvor e-handelsforbrugerne selv kan vælge pakkeboksen som et leveringsalternativ i netbutikkens checkout.

”Vi oplever en enorm vækst i pakkemængderne i øjeblikket, og opkøbet styrker vores position som den leverandør herhjemme, der er stærkest på hjemmelevering og samtidig har det stærkeste netværk af udleveringssteder”, siger Peter Kjær Jensen, koncernchef i PostNord i Danmark og tilføjer:

”For PostNord er det vigtigste, at det er så enkelt som muligt for kunderne at modtage deres pakker. Nærboks-konceptet er populært blandt vores kunder, som sætter pris på 24/7 tilgængelighed og nærhed. Derfor er vi glade for aftalen med SwipBox om at overtage deres andel af selskabet bag Nærboks”, fortsætter Peter Kjær Jensen.

Artiklen fortsætter under annoncen

Nærboks har hidtil været et joint venture mellem PostNord og SwipBox gennem selskabet Nordic Infrastructure, men fremover er det selskab og netværket af pakkebokse 100 pct. ejet af PostNord. Udover PostNord benyttes netværket også af blandt andre af DHL og Bring.

SwipBox, som producerer pakkeboksene, som Nærboks-netværket består af, er også tilfredse med handlen.

”Vi er glade for at have været pionerer på Nærboks-netværket, og samtidig gjort miljøet en tjeneste, siger Jens Rom, administrerende direktør, for SwipBox, og fortsætter:

Artiklen fortsætter under annoncen

”Hos SwipBox oplever vi heldigvis stor international interesse for vores pakkebokse og vi vil nu fokusere på at udbrede Infinity-konceptet i Norden, Europa og globalt. Derfor giver det god strategisk mening for SwipBox at sælge vores andel af Nærboks til PostNord”.