I dagene fra fredag den 12. til søndag den 14. december er der både store koncerter, intime arrangementer i kirker og sognegårde, dragbingo på kasernen og julemarked på Idrætshøjskolen.
Fredag den 12. december 2025
I Borgen Shopping kan man igen i år opleve Luciaoptog, når børn fra lokale kor går gennem centret med lys i hænderne og velkendte Luciasange. Optoget bevæger sig rundt på begge etager, så både kunder og besøgende kan følge med undervejs.
Idrætshøjskolen åbner dørene til julemarked i Kongegård og Dronningehave, hvor boderne bugner af julepynt, hjemmelavede delikatesser og små gaveidéer. I ægte højskolestil er der fællessang, mens børnene kan kaste sig over aktiviteter som blandt andet en kælkebakke.
I Multikulturhuset åbner Sønderjyllands Kunstskole semesterudstilling med deres hold af unge kunstnere. Her viser de både skitser, eksperimenter og færdige værker i blandt andet tegning, maleri, ler og skulptur. Udstillingen giver indblik i, hvordan eleverne arbejder med idéer, materialer og udtryk.
På teatret inviterer Sønderjyllands Symfoniorkester og Slesvigske Musikkorps til stor julekoncert med Amin Jensen og sopranen Anna Maria Wierød. Programmet blander rolige julesalmer med mere swingende numre og kendte amerikanske juleklassikere.
I Broager er tempoet roligere, når der inviteres til højskolesang og sognecafé i sognegården. Deltagerne synger julesange og salmer fra Højskolesangbogen, lytter til små fortællinger og får gløgg og æbleskiver.
Der er dansk rock på programmet, når Smukke Møller spiller sange fra både Gasolin og Kim Larsen. Publikum kan glæde sig til et genhør med figurer som Inga og Katinka, Smukke Charlie og Fru Sauterne, når bandet går gennem de kendte klassikere.
LGBTQ+ Sønderborg inviterer til Jule DragBingo med klassisk bankospil blandet med dragshow, jokes og julestemning i et arrangement, der lægger vægt på tryghed, fællesskab og plads til alle. Gæsterne kan se frem til humor, farverige indslag og spænding om præmierne, hvor hovedgevinsten er en flyvetur for to.
Lørdag den 13. december 2025
UngKlang gæster både kirken i Lysabild og i Ulkebøl som led i deres juleturné, hvor musik og lys spiller tæt sammen. Programmet rummer både klassiske julesalmer, nyskabende fortolkninger og egne sange, og koret ønsker at give publikum en oplevelse af håb og varme midt i vintermørket.
Sønderjysk Pigekor og Drengekor synger traditionen tro julen ind i koncertsalen på Alsion med showet ‘Så er det jul’. Næsten 200 korsangere og dansere fra Sønderjyllands Danseakademi fylder scenen med mere end 30 julesange, kostumer og koreografi. Koncerterne finder sted både lørdag og søndag.
Søndag den 14. december 2025
I Broager bliver julemanden traditionen tro vækket foran Sydjysk Sparekasse på Storegade, til glæde for byens børn. Brandværnsorkesteret spiller julen i gang, mens julemanden hilser på børnene og deler godter ud. Arrangementet samler hvert år mange lokale til en hyggelig eftermiddag.
I Nordborg inviterer byens butikker til en anderledes julefrokost, hvor kunderne kan smage sig gennem julen, mens der shoppes gaver. Rundt i butikkerne står der små retter klar, som man normalt forbinder med julefrokostbordet.
I Sottrupskov inviterer Nydams tekstilgruppe til åbent hus i bådehuset, hvor fire nye broderede vægtæpper vises frem for første gang. Gæsterne kan se tæpperne, høre om processen og få et indblik i Nydam-projektet.
Søndag runder Sønderjysk Pigekor og Drengekor weekenden af med endnu en julekoncert. Sammen med dansere fra Sønderjyllands Danseakademi skaber de et stort juleshow med musik, bevægelse og skiftende scener.
Sønderborg Jazzclub runder ugen af med julejazz i Multikulturhuset, hvor bassist og sanger Kristin Korb står i spidsen for et stærkt jazzhold. Sammen spiller de numre fra albummet ‘That Time of Year’ og nye julesange i jazzede fortolkninger.
Der er gensyn med Depeche Modes største hits, når det tyske hyldestband Forced to Mode gæster byen for første gang. Koncerten byder på sange som ‘Just Can’t Get Enough’ og ‘Personal Jesus’. Aftenen er oplagt til både dedikerede fans og dem, der bare holder af musikken fra 80’erne og 90’erne.
Uanset om det skal være musik, markeder, kor, kunst eller julemand, er der masser af muligheder for at komme i julestemning rundt i Sønderborg og omegn i dagene op til jul. Husk også at holde øje med ‘DET SKER‘, hvor kalenderen løbende bliver opdateret med nye aktiviteter i nærområdet.
Med det ønsker redaktionen på SønderborgNYT god weekend til alle.
Hvis du ønsker, at et arrangement bliver omtalt på SønderborgNYT, så send tekst og billede til [email protected], og vi deler det med vores læsere.






















