Augustenborg og Sønderborg Fjernvarme er nu lagt sammen

Foto: SønderborgNYT
2. september 2021 Erhverv Skrevet af: Redaktion

På de ekstraordinære generalforsamlinger i juni fik bestyrelserne i Augustenborg Fjernvarme og Sønderborg Fjernvarme mandat fra generalforsamlingerne til at lægge de to selskaber sammen.

“Hen over sommeren har vi arbejdet for at få alle detaljerne på plads, og tirsdag den 31. august mødtes bestyrelserne i de to selskaber for at bruge mandatet og gennemføre sammenlægningen. Det betyder, at de to selskaber fra den 1. september er lagt sammen og fortsætter som Sønderborg Fjernvarme A.m.b.a. med Sønderborg Varme A/S som driftsselskab”, oplyser Sønderborg Fjernvarme i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter under annoncen

Da alle forbrugere og aktiver i det nu tidligere Augustenborg Fjernvarme A.m.b.a. er overført til Sønderborg Fjernvarme, vil der blive indledt en likvidation af selskabet Augustenborg Fjernvarme A.m.b.a. og sammenlægningen er regnskabsmæssigt med tilbagevirkende kraft fra den 1. januar 2021.

“Vi er glade for den involvering og opbakning, vi har fået fra andelshaverne hele vejen igennem dette forløb, som har kørt gennem længere tid”, siger Claus Plum, der er formand for Sønderborg Fjernvarme og som også vil blive formand for det sammenlagte selskab.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Den kommende tid vil vi arbejde målrettet på at høste de synergier, sammenlægningen giver, så priserne i de to forsyningsområder kan harmoniseres. For at det kan ske, er etableringen af en ledningsforbindelse, som forbinder Sønderborg, Vollerup/Hørup og Augustenborg en vigtig forudsætning og den forventer vi at kunne komme i gang med i løbet af efteråret”, lyder det videre fra Claus Plum og Kaj Hansen, der nu er forhenværende formand for Augustenborg Fjernvarme.

I forbindelse med sammenlægningen har Kaj Hansen valgt at give stafetten videre til yngre kræfter i bestyrelsen efter at have ydet en stor indsats for fjernvarmen i Augustenborg i flere end 25 år. Thomas Juul Madsen og Jesper Kjærsgaard fra Augustenborg Fjernvarmes bestyrelse indtræder i bestyrelsen for det nye selskab sammen med de nuværende bestyrelsesmedlemmer for Sønderborg Fjernvarme A.m.b.a.

10. juli 2026 Samfund, Sønderborg

Diabetesarmbånd kan redde liv under Ringriderfesten

10. juli 2026 Samfund

Tusindvis af mennesker samles til Sønderborg Ringriderfest denne weekend, og for gæster med diabetes kan et lille armbånd få stor betydning. Hos samaritterne kan de hente et gratis diabetesarmbånd, som gør det lettere at få den rigtige hjælp, hvis blodsukkeret bliver for lavt. Lavt blodsukker kan give symptomer som forvirring, rysten, bleghed og en adfærd, […]

Læs mere...