Der er fuld gang i planlægningen af nye boliger, som de studerende kan flytte ind i, når de i fremtiden kigger mod Sønderborg for at studere på blandt andet SDU og Sønderborgs øvrige uddannelsesinstitutioner. I sidste uge kom nyheden om 550 studieboliger, som skal bygges på den gamle Materialegård, og i denne uge blev planerne for 26 studieboliger på Bülowsvej i Dybbøl præsenteret.
Men det store spørgsmål blandt SønderborgNYTs læsere er: Hvad kommer det til at koste for de studerende at bo i de nye studieboliger?
”Vi pejler efter, at det ikke må koste mere end 4.000-4.500 kroner for sådan en bolig. Det er nok vores smertegrænse for, hvad man kan tage i Sønderborg, hvis vi stadigvæk skal kunne tiltrække studerende, og det tror jeg også helt sikkert, at vi kan komme til at holde os på”, siger borgmester Erik Lauritzen til SønderborgNYT.
Der er flere elementer i at fastsætte lejeprisen, da det er boligforeningerne, der skal bygge studieboligerne efter almenlovgivningen, og dermed nogle rammer, de skal holde sig inden for – blandt andet en byggepris, de ikke må overstige.
”Min helt egen vurdering er, at hvis man kigger på andre studiebyer, så er det her stadigvæk billigt. Jeg mener, det er en helt acceptabel pris, og især når vi snakker om nye studieboliger, så synes jeg ikke, det er en udfordring”, siger Erik Lauritzen, der dog ser en anden udfordring:
”En del af de udenlandske studerende, der kommer hertil, har ikke meget at gøre godt med. Derfor har vi en udfordring med at skaffe studiejobs til dem, så de kan tjene penge til blandt andet at kunne bo i studieboligerne, og det arbejder GOTO Sønderborg blandt andet på med deres nye GOTO Jobmatch”, siger borgmesteren.
Nu kommer der en proces, hvor man skal komme lidt tættere på, hvad projektet helt præcist kommer til at koste, og dermed hvad kommunens kapitalindskud bliver. Projektet skal jo også finpudses, og så skal der laves en lokalplan.
”Jeg tænker, at vi realistisk kan gå i gang med at bygge om et års tid”, siger borgmester Erik Lauritzen efter dagens møde i økonomiudvalget.
Økonomiudvalget principgodkendte opførelsen af 550 permanente studieboliger på den gamle Materialegård. Ligesom der blev sagt god for at yde et såkaldt grundkapitalindskud på 6.084.000 kroner til projektet på Bülowsvej i Dybbøl, som udover studieboliger også omfatter 13 almennyttige familieboliger.



















