Fra i dag, fredag den 4. april 2025, bliver det ikke længere muligt for autocampere at overnatte på den centrale parkeringsplads ved Sønderborg Slot. Sønderborg Kommune indfører nemlig en ny 4-timers tidsbegrænsning på Slotskajen gældende hele døgnet.
Slotskajen er en populær p-plads, ikke mindst i sommermånederne, hvor området ofte har været fyldt med biler og autocampere, men fremover bliver det kun tilladt at holde der i maksimalt fire timer ad gangen. Formålet er at stoppe praksissen med overnatning i autocampere lige foran slottet samt at give flere besøgende mulighed for at finde en ledig plads. Det skriver Sønderborg Kommune i en pressemeddelelse.
“Slotskajen er en attraktiv p-plads tæt på byen og med en unik beliggenhed ved slottet. Vi ønsker, at flere får mulighed for at benytte den – og derfor indfører vi nu tidsbegrænsning”, siger Sille M. Dall, direktør for Teknik, Miljø og Bæredygtighed i Sønderborg Kommune.
Kommunen har dog valgt at indføre en blød overgang, da det først er fra tirsdag den 22. april 2025 at parkeringsreglen blive håndhævet og herefter vil en overtrædelser af parkeringsreglen medføre en afgift på 510 kroner.
For at gøre det endnu lettere at parkere hensigtsmæssigt på Slotskajen, vil der på et senere tidspunkt blive sat metalsøm i belægningen, som markerer de enkelte p-båse og dermed hjælper til en bedre udnyttelse af pladsen. Bilister med behov for længere tids parkering henvises til Ringriderpladsen, hvor der i dag er 105 pladser – og hvor kommunen planlægger at udvide til 225 pladser uden tidsbegrænsning.


















