Over 700 unge klar til kæmpe fest på Ringriderpladsen

Hundredvis af elever til alkoholfri fest i Sønderborg

Arkivfoto: Sønderborg Kommune

Hundredvis af elever til alkoholfri fest i Sønderborg

Arkivfoto: Sønderborg Kommune

8. maj 2026 Uddannelse Skrevet af: Michael Kjær

Flere end 700 afgangselever har allerede meldt sig til årets fælles sidste skoledag, hvor Ringriderpladsen onsdag den 13. maj danner rammen om en stor alkoholfri fejring for elever fra folke-, privat- og friskoler.

Bag arrangementet står Sønderborg Kommune og Sønderborg Ungdomsskole, som endnu en gang inviterer kommunens elever i 9. og 10. klasse til en fælles afslutning på grundskolen med fokus på fællesskab, musik og trygge rammer.

Fra klokken 12:30 til 17:00 bliver Ringriderpladsen fyldt med aktiviteter, musik og feststemning. På scenen kan eleverne blandt andet opleve Ude af Kontrol, Djämes Braun samt Bry & Kliken.

Artiklen fortsætter under annoncen

Det er tredje år i træk, at Sønderborg Kommune arrangerer den fælles sidste skoledag uden alkohol, og ifølge arrangørerne tyder meget på, at arrangementet er blevet en fast tradition blandt kommunens unge.

“Det er tredje gang, vi arrangerer fælles, sidste skoledag i Sønderborg Kommune, og det ser ud til, at vi er ved at lave en tradition. Opbakningen er stor, og vi er meget tilfredse med, at eleverne har en stor andel i planlægningen, der er med til at sikre en festlig sidste skoledag for mange af deres kammerater. Alt i alt gør det, at vi ser frem til en god dag”, siger Ole Nordentoft Rasmussen, leder af Sønderborg Ungdomsskole og SSP.

Artiklen fortsætter under annoncen

Elever fra kommunens skoler har været med til at planlægge programmet og aktiviteterne på pladsen. Netop det fælles ejerskab er med til at skabe en fest, hvor fællesskabet er i centrum frem for alkohol.

Under arrangementet vil medarbejdere fra Ungdomsskolen, SSP og Sønderborg Politi være til stede på pladsen for at sikre en tryg og inkluderende sidste skoledag for de mange unge.

For at deltage skal eleverne være tilmeldt og bære et særligt adgangsarmbånd. Armbåndene bliver delt ud i dagene op til arrangementet og fungerer som billet til festen. Arrangørerne understreger samtidig, at der er klare regler for deltagelse.

Artiklen fortsætter under annoncen

Hvis elever vurderes til at være påvirket af alkohol ved ankomst eller under arrangementet, bliver armbåndet klippet, og de mister adgang til eventet. Det samme gælder, hvis elever forlader Ringriderpladsen i løbet af dagen.