56-årig motorcyklist dræbt ved ulykke ved Augustenborg

Arkivfoto

Arkivfoto

6. august 2014 112 Skrevet af: Ole Kæhler

En 56-årig mand mistede onsdag aften livet ved en trafikulykke i krydset mellem Tovrupvej og Tandsletvej ved Asserballe.

– Føreren af en traktor overser motorcyklen og kører lige ud foran den uden at overholde sin ubetingede vigepligt, fortæller Erik Lindholdt, der er vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi til Ritzau.

Ved det voldsomme sammenstød bliver den 56-årige slynget af motorcyklen og lander i en have.

– Det var meget voldsomt, og han bliver kort efter erklæret død ude på stedet, siger Erik Lindholdt.

Artiklen fortsætter under annoncen

Føreren af traktoren slap fra ulykken uden alvorlige kvæstelser.

En bilinspektør er onsdag aften i gang med de tekniske undersøgelser på stedet.

De pårørende til den 56-årige er underrettet om ulykken.