Nyheden om Jesper Kochs afgang som gastronomisk frontfigur på Alsik Hotel & Spa har vakt stor interesse – og en del bekymring blandt gæster og gastronomiinteresserede i Sønderborg-området.
Nyheden har affødt mange spørgsmål, som SønderborgNYTs redaktion har modtaget – blandt andet: Hvornår stopper Jesper helt? Hvem overtager? Og hvad betyder det for både gæsterne, dinnerkoncerterne på Sergenten og restauranten Syttende?
SønderborgNYT har rakt ud til direktør for Alsik Hotel & Spa, Martin Johanning, for at få svar:
”Alsik Hotel & Spa fortsætter med samme fokus på kvalitet, mad og god service, som Jesper har været garant for. Der er et stærkt hold af medarbejdere på Alsik og på Syttende, som Jesper selv har været med til at ansætte og uddanne. De fortsætter deres arbejdet som vanligt, og er garanter for at alt fortsætter med samme fokus på gastronomi, spa-luksus, hjertevarm service og høje standarder på alle parametre”, siger Martin Johanning til SønderborgNYT.
Jesper Koch har været en vigtig del af Alsik Hotel & Spa siden åbningen i 2019 og har som driftsdirektør haft ansvaret for hotellets restauranter, herunder den anerkendte og Michelin-nominerede restaurant Syttende.
”Heldigvis skilles vi fra Jesper i al fordragelighed, og han vil være at finde på Alsik en tid endnu, mens han overdrager sine opgaver til organisationen omkring ham”, siger Martin Johanning og fortsætter:
”Jesper Kochs beslutning om at stoppe på Alsik Hotel & Spa er hans, og derfor er det også hans historie at fortælle. Men jeg vil gerne gentage, at vi fra hotellets side er kede af, at Jesper stopper. Han har arbejdet for Alsik siden 2019, og har levet og åndet for at gøre hotellet til en succes. Det har været utroligt værdifuldt og højt værdsat. Jesper har besluttet, at det for ham er ’mission completed’: Hotellet har høj belægningsgrad, er kendt i markedet og har vundet flere priser. Heriblandt en Michelin-stjerne til Syttende”, siger Martin Johanning til SønderborgNYT.
Der er altså endnu ikke meldt noget officielt ud om, hvem der overtager rollen efter Jesper Koch – eller hvad hans næste skridt bliver.
“Jeg har haft seks fantastiske år på Alsik Hotel & Spa. Det har været utroligt spændende og givende at være med til at markedsføre hotellet og skabe en unik gastronomisk oplevelse for vores gæster. Jeg er stolt af de resultater, jeg har opnået sammen med mine kollegaer på Alsik – og taknemmelig for de muligheder, jeg selv har haft for at udvikle mig professionelt og personligt”, siger Jesper Koch.
Jesper Koch har med sin personlighed og sit kulinariske talent været synonym med Alsik Hotel & Spa i offentligheden. Hotellet har haft glæde af hans popularitet og medieomtale, som har bidraget til at øge kendskabsgraden og tiltrække gæster.
“Jeg er stolt af, hvor langt vi er nået med hele forretningen og tænker at tidspunktet er rigtigt nu. Alsik står solidt på et godt fundament, og nu er det nye kræfter der skal tage over, der hvor jeg slipper roret, Jeg ser frem til at følge hotellets fortsatte succes”, siger Jesper Koch.
Det vides endnu ikke, hvad næste kapitel bliver for Jesper Koch.





















