Sønderborg Kommune tager nu hul på næste fase i arbejdet med den nye børne- og familiepolitik. Børn-, Skole- og Familieudvalget sætter nu gang i arbejdet med en handleplan, der skal omsætte de politiske visioner til konkrete indsatser for børn, unge og familier i hele kommunen.
Byrådet har tidligere vedtaget den sammenhængende børne- og familiepolitik for perioden 2026–2029, og nu skal ambitionerne føres ud i livet. Handleplanen skal både understøtte familier, hvor hverdagen fungerer godt, og familier, der oplever udfordringer eller sårbarhed.
Arbejdet kommer til at tage afsæt i fire centrale fokusområder: Familieliv, læring og udvikling, sundhed og trivsel samt fritidsliv.
Ifølge socialdemokratiets Jesper Smaling, der er formand for Børn-, Skole- og Familieudvalget, handler arbejdet om at fastholde kommunens høje ambitioner på området.
“Sønderborg Kommune har i mange år haft høje og langsigtede ambitioner for børn og familier, og dem skal vi fastholde. Med handleplanen bygger vi videre på en klar politisk ambition om at gøre Sønderborg Kommune til et attraktivt og trygt sted at vokse op og være familie. Det handler både om kvalitet i dagtilbud og skoler – og om at gribe familierne, når der er brug for en sammenhængende indsats”, siger Jesper Smaling.
En vigtig del af processen bliver en bred inddragelse af både børn, unge, forældre, fagpersoner og samarbejdspartnere. Kommunen vil blandt andet samle input gennem workshops samt styre- og arbejdsgrupper, og arbejdet bliver samtidig koblet til ambitionen om at blive UNICEF Børnevenlig Kommune.
Susanne Blegvad Posselt, der er næstformand for Børn-, Skole- og Familieudvalget, understreger betydningen af at få mange perspektiver med i arbejdet.
“Vi ønsker en handleplan, der bygger på viden, dialog og erfaringer fra dem, der kender børne- og familieområdet bedst. Derfor prioriterer vi en grundig og åben proces, hvor vi ønsker tæt dialog med mange, så mange perspektiver bringes i spil. For den nye handleplan giver mulighed for at omsætte visionerne til konkrete indsatser, der styrker både trivsel og læring, tidlig indsats og sammenhæng for familier i hele kommunen”, siger Susanne Blegvad Posselt.
Handleplanen skal udarbejdes i løbet af 2026, og den forventes politisk godkendt i første kvartal af 2027.



















