En formiddagstur i OK Plus på Dybbølgade udviklede sig torsdag til et dramatisk forløb med vold, trusler, en kniv og en mand på et tag.
Hændelsen begyndte lidt før klokken 11, da en mand forsøgte at stjæle en pakke cigaretter fra butikken. Personalet konfronterede manden og fik ham til at lægge cigaretterne tilbage. Situationen eskalerede imidlertid, da manden slog en medarbejder med knyttet hånd i maven, inden han forlod stedet.
Kort efter vendte han tilbage – denne gang bevæbnet med en kniv. Personalet nåede at låse døren, og politiet sendte flere patruljer til adressen.
Den mistænkte flygtede herefter op på et tag i Dybbølgade, hvor både politiets forhandlere og højderedning blev tilkaldt. Det lykkedes efterfølgende at få manden ned fra taget uden yderligere dramatik.
Efter en kort vurdering blev manden overdraget til en anden myndighed. Der er endnu ikke rejst sigtelser mod manden på grund af den tilstand, han var i. Politiet oplyser, at sagen omfatter butikstyveri, trusler på livet samt overtrædelse af knivloven.
Der er tale om en 32-årige mand med tilknytning til lokalområdet. Det oplyser politikommissær Chris Thorning Vesterdal fra Syd- og Sønderjyllands Polit.













