Fodboldnostalgi, sjældne spillertrøjer og jagten på den helt rigtige klubtrøje rykker ind midt i Sønderborg, når en pop-up butik åbner i gågaden med flere hundrede brugte, originale fodboldtrøjer.
Bag butikken står Secondfootballshirts, som er en dansk virksomhed, der sælger brugte og originale fodboldtrøjer, som ikke længere kan købes i almindelige butikker.
“Vi synes, Sønderborg virker som en spændende by med gang i, og vi håber, at både byen og turisterne vil tage godt imod vores koncept”, siger Joakim Mogensen, der stiftede Secondfootballshirts i 2022, til SønderborgNYT.
På Perlegade bliver det muligt at finde alt fra moderne klassikere til ægte kulttrøjer og sjældne vintagefund, og der bliver også en særlig udstilling med trøjer i den dyre ende. Her kan besøgende se signerede trøjer, matchworn trøjer og samlerobjekter fra blandt andre Cristiano Ronaldo, Lionel Messi, Nicklas Bendtner, Zinedine Zidane og Ronaldinho.
“Vi har nogle ekstremt sjældne trøjer med, blandt andet trøjer med autografer fra Ronaldo og Messi, som koster helt op mod 30.000 kroner”, siger Joakim Mogensen.
Pop-up butikken har åbent lørdag den 4. juli 2026 og søndag den 5. juli 2026 fra klokken 10:00 på Perlegade 38 i Sønderborg, hvor man kan møde op og købe trøjerne i butikken.
Hvis du ønsker, at et arrangement bliver omtalt på SønderborgNYT, så send tekst og billede til [email protected], og vi deler det med vores læsere.
















