Laura Feldborg har ikke bare passet sit studie på Syddansk Erhvervsakademi Sønderborg, men også været en af dem, der tager ansvar, møder op med overskud og er med til at gøre hverdagen bedre for de andre studerende.
Derfor blev hun hædret ved dimissionen i 2026, hvor hun modtog HK Sydjyllands Fanebærerpris.
Prisen består af et eksemplar af Kay Bojesens træfigur Fanebærer og et legat på 4.000 kroner, og Laura Feldborg blev indstillet af Syddansk Erhvervsakademi Sønderborg for sin indsats både fagligt og socialt.
Ifølge indstillingen har hun gennem hele studiet været et positivt forbillede for sine medstuderende. Hun har mødt velforberedt op til undervisningen, bidraget aktivt og vist en seriøs tilgang til både opgaver, samarbejde og sin egen faglige udvikling.
Laura Feldborg har også været med til at styrke studiemiljøet på akademiet. Hun har engageret sig i de studerendes råd, hvor hun har bidraget med idéer, energi og sociale aktiviteter, og som studieambassadør har hun repræsenteret SEA Sønderborg udadtil.
HK Sydjyllands Fanebærerpris er stiftet for at hædre studerende, som gør en særlig indsats for, at andre kan have et godt sted at lære og udvikle sig. Prisen uddeles på uddannelsesinstitutioner i Sydjylland inden for HK’s faglige område.
Ud over Laura Feldborg fra Syddansk Erhvervsakademi Sønderborg blev prisen også uddelt til Karoline Bonde fra Business College Syd.



















