Der kommer nye folk i huset på Ulkebøldam i Sønderborg, hvor Advodan Sønderjylland nu har åbnet kontor. Med åbningen får byen endnu et sted, hvor både private og virksomheder kan få juridisk hjælp tæt på, og samtidig bliver advokat Susanne Højgaard Larsen og advokatsekretær Sandra Cordes en del af holdet.
Advodan Sønderjylland har i forvejen kontorer flere steder i Sønderjylland, og med det nye kontor i Sønderborg vil advokatvirksomheden tættere på den østlige del af Sønderjylland.
“Vi er utrolig stolte over at kunne åbne dørene til vores nye kontor i Sønderborg. Det har længe været et mål for os at etablere os i byen, fordi vi ser et stort potentiale i området og ønsker at komme endnu tættere på dem, vi hjælper”, siger Stefan Østerby-Jørgensen, der er direktør i Advodan Sønderjylland, i en pressemeddelelse.
Han glæder sig også over, at Susanne Højgaard Larsen er blevet en del af det nye kontor.
“At vi samtidig har fået mulighed for at tiltrække en så dygtig og respekteret advokat som Susanne Højgaard Larsen, gør glæden endnu større”, siger Stefan Østerby-Jørgensen.
På kontoret i Sønderborg kan både virksomheder og private få rådgivning inden for blandt andet erhvervsret, selskabsret, ejendomsret, ansættelsesret, familie- og arveret, personskade og strafferet. Det betyder, at man kan henvende sig med mange forskellige juridiske spørgsmål, uanset om det handler om virksomheden, boligen, familien eller noget helt fjerde.
For Susanne Højgaard Larsen betyder det meget at kunne fortsætte sit arbejde i Sønderborg i nye rammer.
“Sønderborg er for mig et område med stærke relationer, høj aktivitet og stor lokal stolthed. Det betyder meget for mig fortsat at kunne være en del af den udvikling og samtidig blive en del af et stærkt hold hos Advodan Sønderjylland”, siger hun.
Hun ser frem til at tage imod både borgere, virksomheder og samarbejdspartnere i de nye lokaler.
“Vi ønsker at være en synlig og nærværende samarbejdspartner, som både virksomheder og private føler sig trygge ved at henvende sig til. Derfor glæder jeg mig også til at byde klienter og samarbejdspartnere velkommen i de nye lokaler”, siger Susanne Højgaard Larsen.
Sandra Cordes er også begyndt på kontoret i Sønderborg, hvor hun som advokatsekretær skal være med til at få hverdagen til at fungere og tage imod de henvendelser, der følger med et nyt kontor.
Advodan Sønderjylland beskæftiger mere end 20 medarbejdere, og Stefan Østerby-Jørgensen fortæller, at virksomheden allerede har oplevet en positiv modtagelse i Sønderborg.
“Vi tror på, at god juridisk rådgivning bygger på nærhed, tillid og stærke relationer. Derfor er vi både glade og taknemmelige for den positive modtagelse, vi allerede har oplevet i Sønderborg. Nu glæder vi os til for alvor at blive en aktiv del af lokalsamfundet”, siger han.
Advodan Sønderjyllands nye kontor ligger på Ulkebøldam i Sønderborg, hvor dørene nu er åbnet for både private, virksomheder og samarbejdspartnere.


















