Benny Engelbrecht lever udmærket med at stå i et politisk vadested

Benny Engelbrecht tjekker valgplakater for en sikkerheds skyld

Foto: Lise Kristensen

Benny Engelbrecht tjekker valgplakater for en sikkerheds skyld

Foto: Lise Kristensen

6. maj 2026 FV26 Skrevet af: Lise Kristensen

I dag runder regeringsdannelsen 43 dage og sætter dermed rekord som den længste regeringsforhandling nogensinde i Danmark og det sker i en tid, hvor partibogstaver og farver florerer i kulørte kombinationer i gætterierne om den kommende regering.

Imens befinder de fleste folketingspolitikere sig i lidt af et dødvande, og en af dem er Sønderborgkredsens mangeårige folketingsmedlem, den 55-årige Benny Engelbrecht fra Socialdemokratiet.

”Der er ingen tvivl om, det er værst for de nyvalgte. Vi andre har faste poster, som vi fortsætter med at varetage, indtil der er dannet en ny regering”, siger Benny Engelbrecht, der bor i Lysabild .

Artiklen fortsætter under annoncen

Han pendler mellem Als og København, dog ikke til folketingssamlinger, for dem er der ingen af, så længe regeringsforhandlingerne står på.En af de ting, der giver de siddende folketingspolitikere noget at rive i, er for Benny Engelbrechts vedkommende, at han var med i udvalget til valgs prøvelse.

I øjeblikket er der opstandelse på Borgen, ikke mindst fordi der allerede er fire løsgængere, inden der overhovedet er dannet nogen regering. Benny Engelbrecht er med til at undersøge, at det hele går ordentligt til. Der har aldrig været så mange løsgængere på så tidligt et tidspunkt som nu, godt 40 dage efter valget.

Artiklen fortsætter under annoncen

En af sagerne gik ud på, hvorvidt Emilie Schytte fra Borgernes Parti var lovligt valgt til Folketinget, da hun blev beskyldt for at bo i Sverige. Det betød, at de nye folketingsmedlemmer først med timers forsinkelse kunne underskrive grundloven, fordi Borgernes Partis nye medlem først skulle godkendes.

”Så har vi prøvet det med”, griner Benny Engelbrecht, der med 18 ½ år på Tinge er en dreven rotte.

Det blev også taget stilling til, om kunstneren Kristian von Hornsleth havde udøvet indflydelse på folketingsvalget ved at forsøge at købe stemmer til Enhedslisten. Det er ulovligt, men det fik ingen indflydelse på valgresultatet, er konklusionen.

Artiklen fortsætter under annoncen

I det hele taget er det en urolig tid, indtil Mette Frederiksen eller en anden kongelig undersøger får held til at stykke en regering sammen.

”Så længe der ikke er en regering, kaster pressen sig selvfølgelig over løsgængere og andre sager”, siger Benny Engelbrecht, der som valgt i sin sjette valgperiode ikke lader sig slå ud af furore.

I kraft af høj anciennitet har han kontor tæt på Folketingssalen i omgivelser, hvor markante personer som Henrik Dam, Helle Thorning-Schmidt og Mogens Lykketoft tidligere har slået deres folder.

Artiklen fortsætter under annoncen

”Jeg flytter ingen steder”, lyder det fra folketingsmedlemmet, der ikke har møbler stående på gangen eller venter på at få foden under eget skrivebord som andre, der er del af den store kontorkabale.

Som gruppesekretær har han lidt af en human resource-rolle og skal hjælpe med at få nye folketingsmedlemmer til at falde til. Der er også taget afsked med en del af de gamle som led i et temmelig dårligt valg for Socialdemokratiet, der med 38 mandater fortsat er Folketingets største parti, men mistede 12 mandater ved valget.

Artiklen fortsætter under annoncen

En mindre behagelig opgave har været at sige farvel til en hel del medarbejdere, fordi den socialdemokratiske gruppe er blevet reduceret væsentligt.

”Det er en af de trælse opgaver”, siger Benny Engelbrecht, der ikke vil komme nærmere ind på, hvordan han fremover gerne ser regeringen tage sig ud.

I øjeblikket går bulletinerne på, at den kommer til at bestå af Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Radikale og Moderaterne.

”Der er så mange, der gerne vil give regeringen gode råd”, siger den sønderjyske repræsentant, der gør sig tanker om tingene, men ikke mener, han også skal blande sig i koret af eksperter og rådgivere.

Han tænker selvfølgelig over, hvad han gerne vil, og hvilke poster der kan blive ham til del. Han er formand for Sydslesvigudvalget, der er kontaktudvalg og forbindelsesled til det danske mindretal syd for grænsen.

Han bruger ventetiden på at invitere folketingsmedlemmer til historisk information om Sydslesvig og om Als-Fyn-broen, som han er en varm fortaler for. Desuden deltager han i besigtigelse af renoveringen af Nationalbanken, der sættes i stand for milliarder og blandt andet har vist sig at indeholde PCB og asbest.

Desuden giver slippet i folketingsarbejdet tid til at forberede sig på at være toastmaster til ringriderfestens herrefrokost den 13. juli, en ærefuld rolle, han har overtaget fra Leif Maibom.

Benny Engelbrecht følger regeringsdannelsen nøje og kommer ikke med ultimative krav til sin egen rolle og position. Jo flere partier der skal tilgodeses, jo sværere er kabalen at få til at gå op.

”Jeg gør mig mine tanker, men holder dem for mig selv. Der kommer en regering før eller efter Grundlovsdag”, griner folketingsmedlemmet, der lige har haft sin elbil på værksted og har gennemgået sine valgplakater for fejl og mangler.

Man ved jo aldrig, hvornår man får brug for dem igen.

Dykker vi ned i statistikken, tog det Mette Frederiksen 42 dage at danne SVM-regeringen i 2022. Den hurtigste regeringsdannelse fandt sted i 1987, hvor Poul Schlüter blot brugte to dage på at danne en konservativ-ledet regering.

1. juli 2026 Erhverv, Sønderborg

Nostalgi og fodboldtrøjer fylder butik i Sønderborg

1. juli 2026 Erhverv

Fodboldnostalgi, sjældne spillertrøjer og jagten på den helt rigtige klubtrøje rykker ind midt i Sønderborg, når en pop-up butik åbner i gågaden med flere hundrede brugte, originale fodboldtrøjer. Bag butikken står Secondfootballshirts, som er en dansk virksomhed, der sælger brugte og originale fodboldtrøjer, som ikke længere kan købes i almindelige butikker. “Vi synes, Sønderborg virker […]

Læs mere...