Romregattaen vender tilbage til havnen hvert år, og de historiske sejlskibe er stadig en del af bybilledet, når de lægger til i Sønderborg. Men den havnefest, der skulle have løftet oplevelsen på land og samle byen endnu mere omkring regattaen, er ikke blevet til noget.
Sidste år pegede byrådsmedlem Bjørn Allerelli Andersen på, at potentialet omkring regattaen var større, og sammen med andre arbejdede han videre med idéen om en egentlig havnefest, hvor der blev lavet et oplæg til, hvordan Sønderborg kunne bygge videre på det arrangement, der allerede kommer til byen hvert år.
“Jeg var meget ærgerlig over det. Vi havde lavet et stort forarbejde og fået professionel hjælp til at udvikle et koncept, som vi syntes var rigtig godt, og der var også opbakning flere steder fra”, fortæller socialdemokratiets Bjørn Allerelli Andersen, som også er medlem af til Kultur-, Handel- og Turismeudvalget.
Planen strandede, da Kultur-, Handel- og Turismeudvalget ikke valgte at støtte projektet på den måde, som initiativgruppen havde håbet. Ifølge Bjørn Allerelli Andersen fik det betydning for hele arbejdet, fordi kommunens opbakning var vigtig, hvis der også skulle hentes penge andre steder. Samtidig blev der peget på manglende opbakning fra erhvervslivet og økonomi, men ifølge ham er det ikke helt tydeligt, hvad der reelt lå bag beslutningen.
“Hvis ikke kommunen ville støtte det, så ville private sponsorer heller ikke. Sådan hænger det sammen, når man arbejder med den slags projekter, og derfor var det ekstra ærgerligt”, siger Bjørn Allerelli Andersen til SønderborgNYT.
Selvom havnefesten er droppet, mener han ikke, at idéen i sig selv er væk. Tværtimod peger han på, at meget af forarbejdet allerede ligger klar, hvis andre på et tidspunkt får lyst til at tage den op igen.
“Det er jo et projekt, der i princippet er lige til at samle op igen. Vi har allerede et arrangement, der kommer hvert år og nærmest lander lige ned i skødet på os, så det kunne man godt bygge videre på”, siger han.
For Bjørn Allerelli Andersen selv bliver det dog næppe ham, der løfter idéen videre. Han er lige fyldt 70 år og siger, at han nok må erkende, at tidspunktet er passeret for hans eget vedkommende.
“Jeg synes, løbet er kørt for mig. Det var ikke mig, der trak stikket, men når andre gør det, så må man acceptere det”, siger han.
Han lægger dog ikke skjul på, at han stadig synes, beslutningen er ærgerlig for byen. For ham handler det ikke kun om én havnefest, men også om, hvordan Sønderborg Kommune bruger de muligheder, der allerede ligger lige foran byen.
“Jeg synes, det er ærgerligt for byen og for borgerne. Kultur skal ikke være en spareøvelse, og der er et potentiale her, som ikke bliver udnyttet fuldt ud”, siger Bjørn Allerelli Andersen.



















