Projektet RomRegattaen – Sønderborg Havnefestival bliver ikke til noget i denne omgang, efter at Kultur-, Handel- og Turismeudvalget valgte at knytte en række betingelser til et tilskud på 120.500 kroner, som SønderborgNYT tidligere har omtalt.
Tilskuddet blev givet under forudsætning af, at arrangørerne selv skaffede den resterende finansiering, og at kommunens andel maksimalt måtte udgøre en sjettedel af det samlede budget. Samtidig blev det stillet som krav, at der skulle være et forpligtende samarbejde med lokale erhvervsdrivende – særligt aktørerne på havnen.
Det fik initiativgruppen bag festivalen til at trække stikket.
SønderborgNYT har efterfølgende rakt ud til medlemmerne af Kultur-, Handel- og Turismeudvalget for at få uddybet baggrunden for beslutningen og de betingelser, der fulgte med støtten. Næstformand i udvalget, Socialdemokratiets Jesper Kock, forklarer:
”Da vi blev præsenteret for ansøgningen på 120.500 kroner til havnefestivalen, foreslog jeg, at vi giver tilskuddet under forudsætning af, at arrangørerne selv skaffer refinansieringen – det er den model, vi normalt bruger. Samtidig var det et forslag i udvalget, at støtten gives som op til en sjettedel af de samlede omkostninger – dog maksimum det beløb, der er søgt om – og den løsning gik jeg med til”, siger Jesper Kock til SønderborgNYT.
Han afviser, at udvalget har ønsket at spænde ben for projektet – tværtimod.
”Netop derfor vil vi også have et tydeligere overblik over indhold og økonomi, så vi ved, hvad midlerne konkret går til. For os er det også vigtigt, at havnens restauratører og øvrige erhvervsdrivende er tydeligt tænkt ind, så festivalen bliver et løft for hele havnen og foregår på fair vilkår og inden for de tilladelser, der gælder for mad og udskænkning,” siger Jesper Kock.
Det er handelsstandsforeningen Vores Sønderborg, der på vegne af kommissionen bag havnefestivalen har sendt ansøgningen om tilskud.
Ifølge Jesper Kock manglede udvalget en mere konkret beskrivelse af samarbejdet.
”I ansøgningen står der, at der er stor involvering, men i udvalget savner vi en mere konkret beskrivelse af, hvem der er med – især fra havnen – og hvordan samarbejdet ser ud i praksis. Det vil styrke projektet og gøre det mere robust og bredt forankret”, siger Jesper Kock.
Han vurderer, at projektet i høj grad var båret af enkeltpersoner frem for en bred kreds af erhvervsdrivende. Alligevel står han ved både beløbet og de vilkår, der blev stillet.
”Vi står fuldt og helt ved beslutningen. Det her er ikke en stopklods fra udvalgets side – tværtimod et rygstød til projektet, men når vi støtter med kommunale midler, er det naturligt, at vi også beder om en tydelig plan, og at arrangørerne selv realiserer resten af finansieringen”, siger Jesper Kock, næstformand i Kultur-, Handel- og Turismeudvalget.
Han peger også på, at tidshorisonten var stram.
”Man kunne have valgt en mindre udgave i første omgang og bygget videre til næste år, men vi valgte at støtte, fordi vi tror på ideen og gerne vil give arrangørerne en mulighed for at lykkes”, siger han.
Formand for Kultur-, Handel- og Turismeudvalget, Daniel Staugaard fra Venstre, er på vinterferie og har derfor ikke haft mulighed for at vende tilbage til SønderborgNYT. Udvalgets tredje medlem, Kim Agerley fra Liberal Alliance, henviser til formanden og næstformanden og ønsker ikke at kommentere sagen over for SønderborgNYT. Dermed står næstformanden Jesper Kock alene med at forklare udvalgets beslutning.
Projektet RomRegattaen – Sønderborg Havnefestival var planlagt som en tredages begivenhed i Kristi Himmelfartsferien med aktiviteter på og omkring havnen. Bag initiativet stod en havnekommission bestående af medlemmer fra Vores Sønderborg, havnefoged Anders Husted og det socialdemokratiske byrådsmedlem Bjørn Allerelli Andersen, der længe har ønsket sig en havnefestival.
Bjørn Allerelli Andersen, der selv er medlem af Kultur-, Handel- og Turismeudvalget, var inhabil, da beslutningen om tilskuddet blev truffet.
Han fortæller, at han føler sig alene med idéen om en havnefestival, og at den ikke blev taget godt imod i udvalget. Ifølge ham blev der heller ikke ønsket yderligere argumentation fra hans side, før han blev sendt uden for døren, da beslutningen skulle træffes i udvalget.















