Bilister skal fra tirsdag den 12. maj 2026 være opmærksomme på ændringer i trafikken omkring Avnbøl. Sønderborg Varme flytter nemlig spærringen på Truenbrovej i forbindelse med arbejdet med at etablere fjernvarme i byen, og det kommer til at påvirke trafikken de næste to måneder.
Fra klokken 09:00 tirsdag den 12. maj 2026 og frem til den 10. juli 2026 bliver Truenbrovej spærret for biltrafik. Det betyder, at al biltrafik til Avnbøl skal køre via Ullerup ad Avnbølvej.
Der bliver samtidig skiltet med omkørsel via Aabenraavej mod E45 og Sønderborg. Gående og cyklister kan fortsat komme igennem området i hele perioden, og beboere i arbejdsområdet vil som minimum have gående adgang til deres boliger.
Sønderborg Varme oplyser, at arbejdet er en del af fjernvarmeprojektet i Avnbøl, og beklager de gener, spærringen kan give.















