Lørdag blev volleyboldbanerne på idrætshøjskolen brugt flittigt af hele 28 Beach-volleyhold fra Jylland, Fyn og Sjælland.
– Vi tester om Sønderborg er i stand til at lægge rammer til Dansk Beach-volley Tour og vi bliver målt og vejet på stævnet her, siger Thomas Bjørn Lüthi til Sønderborg Nyt. Han er træner i Sønderborg Volleball Klub og underviser også i spillet på idrætshøjskolen.
To unge piger klarer sig fremragende og det er Maja Joensen og Anna Kaisa Lachenmeier fra Sønderborg Volleyball Klub. Midt under stævnet talte Sønderborg Nyt med pigerne.
– Lige nu venter vi og ser, om vi skal i finalen eller spille om tredjepladsen, siger Maja Joensen. Resultatet af andre kampe afgør, hvad de to Sønderborg-piger skal.
Det viser sig, at de lander i finalen, som de taber til et voksenhold fra Odense.
– Jeg synes, det er et godt stævne, sellvom det blæser lige lovligt meget, siger Anna Kaisa Lachenmeier til Sønderborg Nyt.
Inden længere skruer begge piger lidt ned for deres yndlingssport i et helt år.
– Jeg skal jo på efterskole og så bliver der ikke så meget volleyball, siger Maja Joensen.
– Og jeg skal til Argentina, men derovre er der volleyball, siger Anna Kaisa Lachenmeier.
Thomas Bjørn-Lûthi håber på, han kommer til at træne pigerne igen. Han mener, det er et spørgsmål om tid, inden de begge er på landsholdet.