Forårssolen stod højt over Sønderborg torsdag eftermiddag, da den svenske modekæde Lager 157 slog dørene op til sin nye butik på hjørnet af Augustenborg Landevej og Grundtvigs Allé.
Allerede længe før åbningen havde en kø dannet sig foran den store bygning, hvor mange var mødt op i god tid for at være blandt de første indenfor.
Præcis klokken 15:07 blev snoren klippet, og dørene blev åbnet til den nye butik på omkring 2.000 kvadratmeter. Her kan kunderne finde basistøj til kvinder, mænd og børn – et koncept, der afspejles i kædens slogan ‘basic for all people’.
Udenfor butikken var stemningen allerede festlig før åbningen. Musik strømmede ud over pladsen, og medarbejderne tog imod gæsterne med smil, dans og højt humør, mens de sidste forberedelser blev gjort klar. De mange fremmødte fulgte nysgerrigt med og ventede på at kunne træde indenfor i de nye lokaler.
Allerede længe før åbningstid havde en kø dannet sig foran butikken og flere af de fremmødte var nysgerrige efter at se, hvad den nye butik kunne tilbyde.
“Jeg håber at finde noget godt kvalitetstøj og måske noget nyt sommertøj, jeg ikke har set før, og som samtidig er til at betale. Jeg har været i butikken i Kolding, og det er en rigtig fin butik. Derfor var jeg også nysgerrig efter at se, hvordan den bliver her i Sønderborg”, siger en af de fremmødte til SønderborgNYTs reporter.
Rebecca var også mødt op i god tid og tror, den nye butik kan få betydning for området:
“Jeg tror, butikken kan tiltrække flere mennesker. Den er populær blandt unge, og mange af mine veninder har tøj fra 157. Vi kom her allerede klokken 14, men der var allerede kommet mange mennesker”.
Hos Lager 157 har man i længere tid haft øje på Sønderborg.
“Jeg ser frem til, at mange mennesker kommer. Vi har gjort meget for at gøre åbningen synlig i byen, så vi håber på mange besøgende”, siger Carmen Flores Otero, country manager for Lager 157 i Danmark.
Hun fortsætter:
“Vi har haft stor succes i både Kolding og Esbjerg. Samtidig vil vi gerne dække Sønderjylland og også nå kunder i det nordlige Tyskland, derfor er Sønderborg strategisk vigtig for os”.
For store manager Anders Christian Nielsen var åbningen en særlig oplevelse:
“Det var en forløsning at klippe snoren. Vi har arbejdet i to uger på at få butikken klar, så det er noget, vi virkelig har glædet os til. At se mennesker strømme ind i butikken er en fantastisk følelse”.
Han glæder sig over, at kunderne nu kan komme i butikken:
“Jeg synes, det er fantastisk, at noget så stort som Lager 157 kommer til Sønderborg. Vores mål er at sælge tøj, der er til alle mennesker og i overkommelige prisklasser”, fortæller Anders Christian Nielsen.
Lager 157 bliver ikke alene i området. Møbelkæden ILVA forventes også at åbne en butik i området i løbet af årets andet kvartal. Dermed kan området ved Augustenborg Landevej i de kommende måneder udvikle sig til et nyt handelsområde i Sønderborg.


















